Af Ritzau - 18/12-16 12:57; Opdateret: 18/12-16 13:10

Axelsen slår stærk kineser og slutter året af med titelAxelsen slår stærk kineser og slutter året af med titel

Det var en nervepirrende finale i Dubai, hvor en udmattet Viktor Axelsen viste forrygende badminton.

storybild

Badmintonspilleren Viktor Axelsen sejrede søndag i finalen i Dubai. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Stringer)

Viktor Axelsen vandt søndag sæsonfinalen i badminton, Dubai World Superseries Finals, med en flot finalesejr på 21-14, 6-21, 21-17 over kineseren Tian Houwei.

Tian Houwei, som havde slået Jan Ø. Jørgensen i semifinalen, var nervøs til slut, og heldet var på Axelsens side.

Titlen er den største i Axelsens karriere, og OL-bronzevinderen viste stor glæde, da sejren var en realitet.

Axelsen kom bedst fra start og foran 12-7. Det forspring smed danskeren ikke og vandt første sæt i overlegen stil.

Især defensivt var Axelsen uhyre stærk, og kineseren kunne slet ikke finde løsninger for at få overtaget i kampen.

Axelsen spillede meget kontrolleret og styrede duellerne med elegant og taktisk klogt spil.

I andet sæt ændrede kampen totalt karakter, og Axelsen kunne kun følge med frem til stillingen 3-3.

Tian Houwei spadserede sig til sættet uden at få den store modstand om langt de fleste af pointene.

Det virkede som om, at en træt Axelsen lod kineseren få andet sæt for så at kunne bruge kræfterne i tredje og afgørende sæt.

Axelsen kom dog hurtigt bagud 1-6 efter en del nemme fejl. Det lykkedes dog danskeren at reducere til 5-6 og lidt senere 7-8.

Kontakt blev der først skabt ved 11-11, og Axelsen virkede til at have fundet lidt ekstra energi.

Duellanterne fulgtes herefter ad frem til 14-14, men kineseren trak fra og kom foran 16-14.

Benene gav flere gange efter hos Axelsen, som havde svært ved at bevæge sig hurtigt fra side til side. Det lignede en afgørelse på finalen.

Men en udmattet Axelsen viste stor viljestyrke og vendte det med seks point i træk til 20-16-føring.

Danskeren tog derefter sejren på sin anden matchbold og viste en knyttet næve ud til publikum.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx