Af Ritzau - 07/04-17 18:57

Milliarderne fosser ud af FifaMilliarderne fosser ud af Fifa

Fifa tabte 2,6 milliarder i 2016. Underskuddet ventes større i 2017. I 2018 ventes stort plus på grund af VM.

storybild

Fifa-præsident Gianni Infantino kunne fredag præsentere et stort underskud i fodboldforbundets regnskab for 2016. (Billede: Scanpix/Fabrice Coffrini)

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har svært ved at tjene penge i de år, hvor forbundet ikke har gavn af entréindtægter i forbindelse med VM-slutrunder.

Fifa kunne fredag i Zürich præsentere et underskud for 2016 på 369 millioner dollar, hvilket svarer til cirka 2,6 milliarder kroner.

Forbundet forklarer det store tab med udgifter til den omfattende efterforskning af korruption i Fifa, men også en række dyre og dårlige investeringer og nye regnskabsregler har kostet på kistebunden.

Underskuddet er dækket af Fifas store pengetank, der stadig er god for over en milliard dollar.

I 2017 forventes det, at fodboldforbundet vil miste et beløb i omegnen af 3,4 milliarder kroner.

Underskudstendensen vil vende i 2018, hvor Fifa får store indtægter for salget af billetter til VM i Rusland.

Med de forventede billetindtægter næste år vil Fifa samlet set komme ud af en fireårig cyklus med én VM-turnering med et overskud. Derfor er der ingen grund til bekymring, lyder det fra Fifa.

Af regnskabet for 2016 fremgik det også, at Fifa-præsident Gianni Infantino fik lidt over ti millioner kroner i årsløn. Det er mindre end halvdelen af den løn, som hans forgænger på posten, schweizeren Sepp Blatter, fik.

Fifas administration er fortsat under opbygning, efter at en stor korruptionsskandale prægede forbundet i 2015 og 2016.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx