Af Ritzau - 12/05-17 18:14

Sønderjyske-chef om 5-2-sejr: Vores mod blev belønnetSønderjyske-chef om 5-2-sejr: Vores mod blev belønnet

Sønderjyske-træner Claus Nørgaard tilskriver 5-2-sejren over FC Midtjylland sine spilleres mod og kvalitet.

storybild

Claus Nørgaard så omsider sit hold hente en sejr i medaljeslutspillet, da Sønderjyske slog FC Midtjylland 5-2. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Efter syv forsøg lykkedes det Sønderjyske at hente den første sejr i Alka Superligaens mesterskabsslutspil, da sønderjyderne besejrede FC Midtjylland hele 5-2 hjemme i Haderslev.

Med de tre point holder Sønderjyske trit med toppen, og ifølge cheftræner Claus Nørgaard blev der vist større mod og kvalitet fra spillerne.

- Vi var klar fra start og var både sammenhængende og aggressive i vores presspil, siger Nørgaard.

- Vi arbejdede godt sammen og udviste større mod og kvalitet, når vi var på bolden, som var vigtigt for os.

- Vi har i de seneste to-tre kampe haft fokus på vores udtryk som hold, vores mentalitet og vores karakter. I dag formåede vi at gøre tingene færdige.

Sønderjyske-træneren havde flere overvejelser forud for kampen, og en af de spillere, der havde fundet vej til startopstillingen, var 22-årige Philip Zinckernagel.

- Philip har været undervejs længe og ventet på sin chance. Det har været en længere etape, hvor vi har bygget ham op til, han nu var klar til at få chancen, så på den måde var der flere brikker, der faldt godt sammen i dag.

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi gerne vil prøve forskellige ting af, så vi har noget med i bagagen, når vi starter op den 20. juni, siger Claus Nørgaard med henvisning til næste sæson.

Med sejren holder Sønderjyske trit med toppen og øjner mulighed for tredje- og fjerdepladsen. Fokus er dog fortsat en kamp ad gangen, fastslår cheftræneren.

- Efter vores to hjemmekampe mod FC Nordsjælland og Lyngby har jeg slået det ud af hovedet, fordi jeg synes ikke, vi har leveret den base og det fundament, der skal til for at præstere.

- Vi ville gerne bevise det på vores hjemmebane.

- Jeg fraskriver selvfølgelig ikke mulighederne for toppen, men det andet skal lægge til grund for, at vi kan tillade os at have de tanker. Vores fokus er en kamp ad gangen, siger træneren.

Mens FC København og Brøndby allerede har sikret sig guld og sølv, så er der fortsat kamp om bronzen.

Lyngby indtager en øjeblikkelig tredjeplads med 49 point. Sønderjyske har 43 point på sjettepladsen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx