Af Ritzau - 29/04-17 22:23

Iversen er lidt skuffet trods godkendt speedwaypremiereIversen er lidt skuffet trods godkendt speedwaypremiere

Speedwaykøreren Niels Kristian Iversen har blandede følelser efter sæsonens første grandprix i Slovenien.

storybild

Niels Kristian Iversen nåede frem til semifinalen i Slovenien. (Billede: Reuters/Matthew Childs)

Niels Kristian Iversen nåede frem til semifinalen, da sæsonens første speedwaygrandprix blev kørt lørdag aften i Krsko i Slovenien.

Den 34-årige dansker sluttede sidst i sin semifinale, men fik ni point ud af lørdagens anstrengelser.

- Jeg startede meget dårligt (med en sidsteplads i første heat, red.). Det var svære betingelser i første halvdel af løbet, men jeg kom godt igen og lavede ni point i mine næste fire starter, hvilket er okay, siger Niels Kristian Iversen.

- I semifinalen skulle jeg starte på bane fire, som egentlig var håbløs hele aftenen. Jeg vidste, at det ville blive svært, så jeg gamblede lidt, men det var ikke det, der skulle til.

- Jeg er selvfølgelig lidt skuffet over, at jeg ikke kunne komme det skridt videre fra semifinalen, siger danskeren.

Efter en sidsteplads og nul point i sit første indledende heat tog Niels Kristian Iversen revanche med en førsteplads til tre point og tre andenpladser til hver to point, inden det gik galt i semifinalen.

- Nerverne sad måske lidt uden på tøjet, fordi det var det første grandprix i sæsonen.

- Ni point er acceptabelt, og jeg tror, det er den bedste sæsonstart, jeg har fået, i de år, jeg har været med.

- Jeg må se positivt på det, men det havde da været sjovere at være med på sejrsbilledet, siger Niels Kristian Iversen.

Hans landsmand Nicki Pedersen havde en meget dårlig aften med kun tre point.

Grandprixet i Slovenien blev vundet af slovakken Martin Vaculik foran svenske Fredrik Lindgren.

De to topper også VM-stillingen med hver 16 point.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx