05/10-17 06:53

Træner: Nadia Nadims skifte til City gavner landsholdetTræner: Nadia Nadims skifte til City gavner landsholdet

Nadia Nadim får mindre jetlag og bliver holdt skarp hele året i Manchester City, mener Søren Randa-Boldt.

storybild

København. Fodboldstjernen Nadia Nadims kommende januarskifte fra Portland Thorns til Manchester City vil gavne landsholdet.

Det vurderer den midlertidige landstræner, Søren Randa-Boldt.

Den 29-årige angriber kommer til en europæisk topklub og slipper for de lange rejser til og fra USA's vestkyst, når hun skal på opgaver med det danske landshold.

- Det er rigtig godt for landsholdet, at hun kommer tættere på, så hun ikke skal bruge de første mange dage med landsholdet på at restituere og fjerne jetlag, siger Søren Randa-Boldt.

Ud over de lange rejser over Atlanten så er turneringsstrukturen i England også en fordel for landsholdet.

Den amerikanske sæson afvikles fra april til oktober. Det betød eksempelvis, at turneringen i USA var i fuld gang under sommerens EM i Holland, hvor Nadim dog fik fri og var med til at sikre Danmark sølv.

I England er turneringen spredt ud over flere måneder fra september til maj.

- Det er fint, for så er hun skarp over længere tid, siger Søren Randa-Boldt om Nadim.

- I USA har man perioder, hvor de kun træner og ikke spiller så mange kampe. I de perioder har hun nærmest holdt sig i gang ved at spille kampe på landsholdet.

- Det har været fint for hende at spille i USA, og nu er det slut, og det er også fint, mener landstræneren.

- Nadia skal også helst være glad, og hun er glad for det her skifte, så jeg ser det som rigtig godt, tilføjer han.

På det sportslige plan hører Portland Thorns og Manchester City til blandt de førende klubber i henholdsvis USA og Europa.

- City vil jo gerne vinde Champions League både for herrer og damer, så de går efter de bedste spillere. Så det er naturligt, at de er gået efter hende, siger Søren Randa-Boldt.

På lørdag spiller Nadia Nadim semifinale i den amerikanske liga, når Portland Thorns møder Orlando Pride.

Næste opgave med det danske landshold er 20. og 24. oktober, hvor Sverige og Kroatien venter i VM-kvalifikationen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx