Af Ritzau - 01/05-17 23:03

Cans drømmemål sikrer Liverpool vigtig sejr i CL-ræsCans drømmemål sikrer Liverpool vigtig sejr i CL-ræs

Emre Can scorede et fremragende mål, da Liverpool vandt 1-0 ude over Watford i Premier League.

storybild

Emre Can scorer sit fremragende mål til 1-0 for Liverpool mod Watford. (Billede: Scanpix/Toby Melville)

Et fantastisk mål af Emre Can sendte mandag aften fodboldklubben Liverpool tættere på deltagelse i Champions League i næste sæson.

Manager Jürgen Klopps mandskab vandt 1-0 ude over Watford i Premier League.

Kort før pausen kastede Emre Can sig gennem luften og saksesparkede gæsterne foran fra en position et par meter inde i Watfords straffesparksfelt.

Det skete efter et oplæg fra Lucas Leiva, og hjemmeholdets målmand, Heurelho Gomes, kunne absolut intet stille op.

Første halvleg havde frem til scoringen været en ret sløj affære, hvor Adam Lallanas forsøg på overliggeren for Liverpool var et sjældent højdepunkt.

Adam Lallana havde tidligt i kampen afløst Philippe Coutinho, der måtte forlade banen med en skade.

I anden halvleg forsøgte Watford at udligne, og Etienne Capoue havde en god afslutning, som Liverpool-målmand Simon Mignolet fik det yderste af handskerne på med en god redning.

Afslutningen blev eksplosiv.

I det 90. minut lavede Heurelho Gomes en klasseredning, da han fik afværget Daniel Sturridges afslutning, og kort før udløbet af tillægsminutterne bankede hjemmeholdets Sebastian Prödl bolden på overliggeren.

Med sejren ligger Liverpool fortsat på tredjepladsen med 69 point for 35 kampe. Klubben mangler at spille tre kampe i Premier League.

Tredjepladsen udløser en plads i Champions League-gruppespillet i næste sæson, mens fjerdepladsen giver playoffkampe om at komme med i gruppespillet.

Manchester City og Manchester United ligger tæt bag Liverpool med henholdsvis 66 og 65 point, begge for 34 kampe.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx