Af Ritzau - 26/03-17 19:32

BSV-træner tror på CL-avancement trods nedsmeltningBSV-træner tror på CL-avancement trods nedsmeltning

Rammer BSV topniveauet over en hel kamp, kan 24-26 vendes til sejr mod Pick Szeged, mener Peter Bredsdorff.

storybild

Peter Bredsdorff-Larsen så mange gode ting fra sit hold i første halvleg mod Pick Szeged. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Bjerringbro-Silkeborg (BSV) smed i løbet af 29 minutter en føring på seks mål og tabte 24-26 hjemme mod ungarske Pick-Szeged i den første af to Champions League-ottendedelsfinaler.

Trods nederlaget var BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen så tilfreds med første halvleg, at han stadigvæk tror på, at holdet kan levere en stor overraskelse og gå videre til kvartfinalerne.

- I første halvleg viste vi, at vi kunne vinde en halvleg med fem mål, og set over en hel kamp kunne vi være med.

- Vi skal være dem, som lærer mest af den her kamp, og så tager vi til Szeged med en tro på, at vi kan vende slaget til en samlet sejr, siger træneren.

Han mener, at BSV ramte sit topniveau i første halvleg, før momentum skiftede over til de ungarske forhåndsfavoritter.

- Vi fik pludselig sværere ved at lave mål i anden halvleg, og det gjorde tingene nemmere for Pick Szeged. Individuelt og som hold kunne vi ikke nå det høje niveau, som vi ramte i første halvleg.

- I første halvleg scorede de ikke på kontraangreb, men det gjorde de i anden halvleg, og sammen med en stribe udvisninger til os gav det dem momentum efter pausen.

- Jeg er stadigvæk tilfreds med kampen, og seks mod seks spillede vi langt hen ad vejen en rigtig god kamp, selv om vi ikke holdt hjem, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Spørgsmål: Blev I for selvsikre, da I førte med 13-8 ved pausen?

- Nej, der var ikke noget selvsikkerhed over det, selv om vi var meget tilfredse med vores første halvleg, hvor vi spillede på vores absolutte topniveau og viste, at vi kunne være med.

- Vi havde selvfølgelig håbet på at holde fast i føringen og vinde med et par mål. Det havde været fantastisk, men Pick Szeged var for stærke, og deres tryk i anden halvleg kunne vi ikke modstå, siger træneren.

Han måtte undvære Sebastian Frandsen, Johan Hansen og Allan Damgaard og trak derfor endnu mere på de samme kræfter i løbet af kampen. Det endte med at få betydning, mener Peter Bredsdorff-Larsen.

- Vi blev nok lidt trætte. Det er tydeligt for enhver, at Pick Szeged er et internationalt topmandskab, som har mindst to spillere på alle pladser, så selvfølgelig blev det svært for os at holde kadencen op mod det, siger han.

Returkampen spilles søndag i Szeged.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx