05/09-17 20:43

Spillerne melder sig klar til forhandlinger med DBUSpillerne melder sig klar til forhandlinger med DBU

Spillerne på U21- og kvindelandsholdet er klar til at forhandle med DBU om en landsholdsaftale, siger anfører.

storybild

Pernille Harder (i midten) er klar til at forhandle med DBU om en ny landsholdsaftale, men den skal være rimelig over for spillerne, siger hun. Scanpix/Daniel Mihailescu

København. Tirsdag meddelte Dansk Boldspil-Union (DBU), at Spillerforeningen havde forladt forhandlingerne om en ny landsholdsaftale for U21- og kvindelandsholdet.

Men spillerne vil meget gerne forhandle videre. Det slår Pernille Harder fast i en pressemeddelelse fra Spillerforeningen. Hun er anfører for kvindelandsholdet og en del af spillerrådet.

- Vi har vigtige VM-kvalifikationskampe og en stort anlagt træningskamp mod Holland foran os. Dem vil vi jo gerne kunne spille, siger Harder.

- Derfor skal der også gang i forhandlingerne om en kollektiv aftale nu. Fra spillerside er vi klar til at forhandle dag og nat.

Samtidig sender hun også en stikpille til DBU, som ifølge landsholdsanføreren har været sløve i optrækket.

- Vi har forsøgt at få DBU til forhandlingsbordet i ni måneder om en ny kollektiv aftale. Det lykkedes så endelig her for godt en uge siden at få dem til at forhandle med os om en sådan aftale, siger hun.

Det lader altså til, at både spillere og DBU meget gerne vil have en aftale på plads i stedet for den, der udløber, når tirsdag bliver til onsdag.

Men de to parter er tilsyneladende langtfra enige om, hvordan aftalen skal se ud.

- Vi har stillet nogle klare og rimelige krav om forbedringer. Det skal hænge sammen for os, når vi er med landsholdet. Og det gør det ikke, som det er nu, siger Harder.

Ifølge DBU er et af de helt store stridspunkter, at Spillerforeningen kræver, at spillerne fremover får status af lønmodtagere, når de optræder for landsholdet.

Det vil DBU ikke, da man fra unionens side mener, at en spiller kun kan have én arbejdsgiver, og det er spillernes respektive klubber.

De danske kvinder sikrede sig i sommer EM-sølv efter finalenederlag til værtsnationen Holland.

15. september kommer Holland til Danmark for at spille testkamp, og EM-revanchedysten er allerede udsolgt.

Skulle det ikke lykkes at nå en aftale mellem DBU og spillerne inden da, kan kampen i yderste konsekvens blive aflyst, da spillerne ikke er dækket af forsikringer, hvis ikke der foreligger en ny aftale.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx