23/10-17 19:53

Bonucci går glip af Juventus-gensyn efter blodigt rødt kortBonucci går glip af Juventus-gensyn efter blodigt rødt kort

Leonardo Bonucci er blevet idømt to spilledages karantæne, efter at han sendte en modstander i græsset.

storybild

Leonardo Bonucci kommer ikke med i kampen mod Juventus, efter at han er blevet idømt to spilledages karantæne. Scanpix/Marco Bertorello/arkiv

Rom. Fodboldklubben AC Milans anfører, Leonardo Bonucci, går glip af et gensyn med sine tidligere holdkammerater i Juventus.

Den dramatiske udvisning i søndagens 0-0-kamp hjemme mod Genoa koster den italienske landsholdsspiller to spilledages karantæne. Det meddeler Football Italia.

Det betyder, at Leonardo Bonucci hverken kommer med i udekampen onsdag mod Chievo eller hjemmekampen på lørdag mod Juventus. Her spillede han med stor succes fra sommeren 2010 og syv år frem.

Den 30-årige forsvarsspiller knaldede søndag en albue i hovedet på Genoas Aleandro Rosi, så han blev sendt i græsset, og blodet flød.

Det skete efter 25 minutter af kampen i Milano, hvor AC Milan endnu en gang skuffede med det uafgjorte resultat.

Storklubben oprustede efter en række magre år kraftigt før denne sæson, ikke mindst med købet af Leonardo Bonucci i Juventus.

Men AC Milan ligger blot nummer 11 i den italienske Serie A med 13 point for ni kampe.

Det matcher på ingen måde ambitionerne hos Milan, der er blevet købt af rige kinesere.

Klubben vandt senest mesterskabet i 2011, men siden har Juventus taget mesterskabet seks sæsoner på stribe.

AC Milan slog i sommer til og købte Leonardo Bonucci, efter at han var kommet på kant med Juventus-træner Massimiliano Allegri.

Allegri udelukkede i foråret Bonucci fra truppen til en Champions League-kamp mod Porto, fordi forsvareren havde udvist manglende respekt over for træneren.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx