Af Ritzau - 24/05-17 09:03

Eksperter: Det sværeste i tennis er at slå Nadal på grusEksperter: Det sværeste i tennis er at slå Nadal på grus

French Open står for døren, og Rafael Nadal er klar favorit til at tage sin tiende titel, mener to eksperter.

storybild

Rafael Nadal har vist skræmmende styrke på grus i denne sæson, hvor han kun har tabt én kamp. (Billede: Reuters/Sergio Perez)

I sidste uge tabte Rafael Nadal kvartfinalen ved ATP-turneringen i Rom til østrigeren Dominic Thiem, men det ændrer ikke på det faktum, at Nadal er favorit til at vinde French Open, som indledes søndag.

For bortset fra nederlaget mod Thiem har spanieren været tilbage på sit uhyggeligt høje niveau på grusunderlaget, hvor han indtil kvartfinalen i Rom havde vundet samtlige kampe i år.

Det sikrede ham grustitlerne i Monte Carlo, Barcelona og Madrid, og der skal noget særligt til fra en modstander, hvis Nadal skal holdes væk fra sin tiende French Open-titel.

Det mener både John McEnroe og Henri Leconte, som var den seneste franske herresinglespiller til at nå finalen i den franske grand slam-turnering i 1988.

- Han er uhyggelig tæt på sit topniveau. Hvis han er fit, og det lyder det som om, han er, findes der ikke noget vanskeligere i tennis end at slå ham på grus, siger McEnroe, der er ekspert for Eurosport, ifølge Reuters.

Dominic Thiem leverede måske løsningen på opgaven med sin tosætssejr i Rom, men i French Open spilles der bedst af fem sæt.

Og det gør opgaven med at knække slidstærke Nadal endnu sværere.

- At slå ham over fem sæt på grus er den sværeste udfordring i tennis. Det må føles som ti sæt, du er nødt til at vinde. Du skal spille dit livs bedste tennis, siger Henri Leconte.

Derfor mener Leconte, som i 1988 tabte French Open-finalen til svenskeren Mats Wilander, at Nadal er klar favorit i Paris i år.

- Jeg mener, at den eneste spiller, man virkelig kan tro på som vinder af French Open, er Rafa, siger han.

Fra 2005 til 2014 vandt Nadal French Open i ni af de ti år. Stanislas Wawrinka og Novak Djokovic har vundet de seneste to år, hvor Nadal har været ramt af skader og formdyk.

Vinderen fra 2009, Roger Federer, har valgt ikke at stille op i årets French Open.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx