Af Ritzau - 21/01-17 18:50

Rooney efter rekordscoring: Det er en stor æreRooney efter rekordscoring: Det er en stor ære

Wayne Rooney blev Manchester Uniteds mest scorende spiller nogensinde lørdag, og det gør Rooney stolt.

storybild

Wayne Rooney fejrer sin rekordscoring mod Stoke, hvor Rooney udlignede til 1-1 i overtiden og scorede sit mål nummer 250 for Manchester United. (Billede: Reuters/Darren Staples)

Wayne Rooney var i syv sind efter sin drømmescoring for Manchester United mod Stoke i Premier League.

Fire minutter inde i overtiden bankede Rooney bolden i kassen direkte på et frispark og udlignede til slutresultatet 1-1.

Scoringen var i sig selv fremragende, men den gjorde også Wayne Rooney til Uniteds mest scorende spiller nogensinde med 250 mål for klubben.

Sir Bobby Charlton har scoret 249 gange, og Charlton blev altså overhalet af Wayne Rooney i dennes kamp nummer 546 for Manchester United siden skiftet fra Everton i 2004.

- Det betyder en helvedes masse, lød den første reaktion efter kampen fra en svedig Rooney.

Den 31-årige offensivspiller modererede herefter sin første indskydelse en anelse.

- Det er en stor ære, og jeg er meget stolt, men det er svært at være overglad i dette øjeblik på grund af resultatet, men i det store billede er det en stor ære.

- Det er ikke noget, jeg forventede, da jeg skiftede til klubben. Som jeg har sagt før, så er jeg stolt, og jeg håber, der kommer mere.

- De spillere, der har spillet for klubben, har været i verdensklasse. Jeg er stolt af at spille for denne klub, og at være den mest scorende spiller nogensinde er en kæmpe ære, siger Wayne Rooney.

Selv om United tabte to point i jagten på top-fire, så var det ene point vigtigt for United, mener Rooney.

- Det (resultatet 1-1, red.) kan vise sig vitalt, når sæsonen er slut. Det er ikke rart at tabe, og det så ud til at gå sådan, men vi fik et point, som kan vise sig vitalt.

- Der er lang vej endnu, og der kan ske meget. Vi skal fortsætte med at samle point op, siger rekordmålscoreren.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx