Af Ritzau - 05/03-17 18:59

Manchester City viser et topholds kynisme i sejrManchester City viser et topholds kynisme i sejr

Manchester City er tilbage på tredjepladsen i Premier League efter sejr over bundholdet Sunderland.

storybild

Sergio Agüero var skarp, da han endelig viste sig for Manchester City i udekampen mod Sunderland. (Billede: Scanpix/Scott Heppell)

Manchester City viste et topholds kynisme og vandt søndag 2-0 ude over Sunderland, som efter manglende skarphed, da mulighederne bød sig, led et bundholds klassiske skæbne.

Trods gode chancer til Sunderland før pausen snuppede City til slut de tre point i sikker stil og er dermed på tredjepladsen i Premier League efter Chelsea og Tottenham.

Alvorligt nedrykningstruede Sunderland ligger fortsat sidst med seks point op til redning.

City-sejren kom i rute tre minutter før pausen, da en ellers usynlig Sergio Agüero bragte sit på det tidspunkt ikke særligt velspillende hold på 1-0.

Hans 12. ligamål i sæsonen kom i stand, da han var vaks på en snu aflevering fra Raheem Sterling. Afleveringen strøg gennem benene på en forsvarer og skiftede en smule retning på vejen ind i det lille felt, hvor Agüero dukkede op.

Forinden havde Leroy Sane været topholdets farligste mand og var tæt på at sætte David Silva op til scoring.

Men indtil da havde bundholdet Sunderland tegnet sig for den største chance i første halvleg. Jermain Defoe drejede rundt om sig selv og ramte stolpen fra distancen, før Fabio Borini headede returen forbi det åbne mål.

Også højrebacken Billy Jones kom til gode hovedstødsmuligheder - begge efter dødbolde. Den ene sendte han lige på målmanden, den anden forbi mål.

I anden halvleg fortsatte Leroy Sane med at understrege sin store værdi for gæsterne.

Efter 59 minutter løb han fra hele Sunderland-forsvaret på en perfekt stikning fra David Silva og gjorde det til 2-0 via fjerneste stolpe.

Derfra var der aldrig tvivl om udfaldet, og sejren kunne til slut nemt være blevet større.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx