15/10-17 19:54

Mikkel Hansen om CL: Vi vil gøre det bedre i årMikkel Hansen om CL: Vi vil gøre det bedre i år

Den danske håndboldprofil går efter den ultimative succes i Champions League efter finalenederlag i fjor.

storybild

Aalborg. Når man spiller i Paris Saint-Germain, så er Champions League en turnering, der skal vindes.

Det lægger den danske verdensstjerne Mikkel Hansen ikke skjul på efter søndagens komfortable sejr på 33-26 over Aalborg Håndbold i turneringens gruppe B.

- Champions League er rigtig vigtig for os. Det er noget, vi ikke har vundet endnu, og det er selvfølgelig noget, vi alle sammen rigtig gerne vil vinde.

- Vi var tæt på sidste år. Det er klart, vi gerne vil gøre det endnu bedre i år, siger den danske håndboldprofil.

PSG nåede frem til finalen tidligere på året, hvor det blev til et knebent nederlag på 23-24 til makedonske Vardar.

Derfor er forhåbningen, at den storsatsende franske klub kan tage det sidste skridt i denne sæson og i første omgang kvalificere sig til Finale-4, hvor fire hold dyster om titlen.

De forventninger mærker Mikkel Hansen ikke kun i spillertruppen, men i hele maskineriet omkring det parisiske håndboldflagskib.

- Sådan er det jo at spille i en stor klub, så er der forventninger. De forventninger er, at man kommer langt i Champions League.

- Vi ved, at det kun er fem-ti dårlige minutter, der gør, om man er med eller ikke er med, men vi arbejder stenhårdt efter at komme tilbage og vise, at vi er endnu bedre end sidste år, siger danskeren.

PSG nåede med sejren over Aalborg op på otte point i gruppen, og med en pauseføring på 18-11 blev grundlaget for sejren lagt i første halvleg.

- Vi kontrollerede kampen fra start til slut. Vi havde styr på den. Anden halvleg blev måske lidt rodet efter så mange udvisninger til begge hold, og der var ikke nogen af holdene, der fandt deres rytme.

- Det var en fin kamp fra vores side, hvor vi fik brugt hele vores trup, og det er selvfølgelig et stort plus i forhold til det program, vi har, siger Mikkel Hansen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx