Af Ritzau - 07/04-17 14:56

Genopstanden mester rammer formen før finaleserie på isGenopstanden mester rammer formen før finaleserie på is

Efter en elendig sæsonstart er Esbjerg nu alligevel klar til DM-finalen i ishockey mod overraskelsen Gentofte.

storybild

Træner Mark Pederson har ført Esbjerg frem til tre DM-finaler på stribe. (Billede: Scanpix/Niels Husted)

Guldglansen var gået af mestrene. Sådan lød historien om Esbjergs ishockeyhold midtvejs i grundspillet. Dengang i december lå holdet på ottendepladsen - det yderste mandat til slutspillet - og præsterede svagt.

De seneste tre måneder har været en helt anden historie. Ingen har præsteret bedre end Esbjerg, og nu er den vestjyske klub klar til at forsvare mesterskabet i finaleserien mod Gentofte, der er i finalen for første gang.

- Vi spillede i perioder godt i starten, men tabte alligevel. Vi havde også skader, men pludselig stod holdet sammen, vi lærte af vores fejl og begyndte at udnytte vores muligheder, opsummerer Esbjerg-træner Mark Pederson.

Esbjerg tog fjerdepladsen i grundspillet og slog derefter Sønderjyske med samlet 4-2 i kvartfinaleserien.

Efter en meget jævnbyrdig serie banede Pedersons tropper sig vej til finalen ved at vinde den syvende og afgørende semifinale med 2-1 ude over Frederikshavn tirsdag.

- Mange ting har hjulpet os til succes. Mange spillere bidrager, og alle spiller for holdet. Forsvaret er solidt, målmændene står godt, og vi er begyndt at score flere mål i powerplay. Vi spiller bare godt, forklarer Pederson.

Han kom til klubben som træner i 2013, da Esbjerg ikke havde vundet en DM-medalje i ni år. Nu har han ført klubben til tre DM-finaler på stribe, hvoraf den seneste blev vundet.

- Jeg er stolt over det, vi har opnået. Nogle spillere er kommet tilbage, nye er kommet til. Det er en stor præstation at nå finalen tre år i træk. Det viser, at vi har et godt hold, og at klubben har en god organisation.

- Nu vil vi gøre alt for at vinde en titel mere, og vi kan bruge erfaringen fra de seneste finaler. Men Gentofte vil til gengæld have den sult, som vi selv havde i de seneste finaler, vurderer Esbjergs succestræner.

Gentofte har overrasket stort ved at slå grundspillets nummer et og to, Aalborg og Odense, i henholdsvis kvart- og semifinale. Træner og sportschef, Karsten Arvidsen, lever fint med rollen som underdog endnu en gang.

- Esbjerg har været det bedste hold i grundspillet efter jul, så igen har vi alt at vinde og intet at tabe, selv om vi mærkede presset, da vi kom foran 3-0 mod Odense. Da så jeg nogle signaler, så vi måtte tale om at håndtere succes.

- Vi fortsætter succesopskriften. Kan vi kombinere vores ærgerrighed med at præstere maksimalt, bliver vi svære at slå, siger Karsten Arvidsen.

Finaleserien spilles bedst af syv kampe, den første i Esbjerg fredag klokken 19.30.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx