Af Michael Bo Mortensen - 22/02-14 19:34; Opdateret: 22/02-14 19:45

Drama: OB vinder over topholdet efter overtids-drønDrama: OB vinder over topholdet efter overtids-drøn

På et mål af Ari Skulason i dommerens tillægstid vandt OB lørdag 2-1 over topholdet fra FC Midtjylland.

storybild

(Billede: Polfoto)

OB’s Ari Skulason sikrede med et flot langskudsmål i overtiden alle tre point til fynboerne mod FC Midtjylland i lørdagskampen. Kampen endte 2-1 til hjemmeholdet, og alle mål blev scoret uden for feltet. OB’s Espen Ruud og FC Midtjyllands Morten "Duncan" Rasmussen stod for de andre scoringer.

Sidstnævnte "Duncan" kunne ellers havde sikret alle tre point til FC Midtjylland kort før Skulasons scoring, da han med 10 minutter igen fik en oplagt mulighed i det lille felt. Mads Toppel holdt dog med en fantastisk refleksredning OB inde i kampen.

Det var i dag forårsdebut for begge mandskaber, og det kunne i den grad ses på spillet, som primært bestod af usammenhængende afleveringer og ikke færdiggjorte angreb.

Derfor blev målene i dagens kamp symptomatisk nok heller ikke scoret ved hjælp af fikse afleveringer og flot opspil. Til gengæld kunne tilskuerne på Tre-For Park i stedet rette øjnene mod tre langskudsmål.

Det første blev scoret af OB, der kom foran efter 20 minutter efter et fladt drøn fra Espen Ruud. Nordmanden tog chancen fra distancen, efter Ari Skulason med fodsålen havde lagt bolden an til Ruud efter et frispark.

FC Midtjyllands målmand, Jonas Lössl, så i situationen ikke alt for godt ud. For selvom keeperen kom ned til det hårde spark og fik handskerne på bolden, kunne han ikke holde læderet ude af nettet.

Til gengæld kunne Lössl glæde sig over, at Morten "Duncan" Rasmussen over vinterpausen ikke havde glemt, hvordan man sparker til en fodbold. "Duncan", der ellers var rimelig anonym igennem hele kampen, modtog en hoppende bold i slutningen af første halvleg.

FCM-angriberen tøvede ikke og bankede med en halvflugtning bolden i en flot bue over Mads Toppel.

Den tredje langskudsscoring blev altså scoret af Ari Skulason i tillægsiden, og derfor vandt OB 2-1 i forårspremieren.

Resultatet betyder, at OB kravler op på fjerdepladsen med 25 point, mens topholdet FC Midtjylland med nederlaget stadig har fire point ned til AaB på andenpladsen. Nordjyderne spiller dog først i morgen og har derfor en kamp i underskud.

OB skal i næste runde en tur til Esbjerg, mens der for FC Midtjylland venter et topopgør i Parken mod rækkens nummer tre, FC København.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx