Af Ritzau - 26/03-17 20:01

England og Tyskland cruiser direkte mod VM-slutrundenEngland og Tyskland cruiser direkte mod VM-slutrunden

Pligtsejre sendte både England og Tyskland på suveræne førstepladser i deres VM-kvalifikationsgrupper.

storybild

Jermain Defoe fejrede sit landsholdscomeback efter fire års fravær med at bringe England foran 1-0 mod Litauen i VM-kvalifikationen. (Billede: Reuters/John Sibley)

Meget skal gå galt, hvis ikke England og Tyskland er at finde ved VM-slutrunden i 2018.

Søndag pligtsejrede begge nationer og fører suverænt deres kvalifikationsgrupper.

England vandt hjemme 2-0 over Litauen, mens Tyskerne ude besejrede Aserbajdsjan 4-1.

England topper gruppe F med 13 point efter fem kampe, mens Slovenien følger efter med otte point for en kamp færre.

Tyskerne er helt suverænt i spidsen af gruppe C med 15 point for fem kampe, mens Tjekkiet følger efter med otte point for lige så mange kampe.

Den 34-årige Sunderland-angriber Jermain Defoe var valgt til startopstillingen efter fire år væk fra det engelske landshold.

Defoe forlod Tottenham og skiftede til Toronto FC i Canada i januar 2014 på vej ind i sin karrieres efterår.

Et år senere var Defoe dog tilbage i England, og i denne sæson har han været en flittig målscorer for Sunderland.

Defoe henviste blandt andre Marcus Rashford og Jamie Vardy til bænken, mens Harry Kane er skadet, og Wayne Rooney ikke var udtaget.

Defoe skulle bruge 22 minutter på at score sit 20. mål for England.

Raheem Sterling vred sig effektivt fri af sin oppasser og lagde bolden ind i feltet, hvor en udækket Defoe hamrede den i mål til 1-0.

Defoe forlod kampen efter en time, og Vardy kom ind og scorede seks minutter senere. Efter engelsk bandespil i feltet endte bolden hos Vardy, der sikkert øgede til 2-0.

I Aserbajdsjan var der spillet 19 minutter, da Tyskland splittede Aserbajdsjans forsvar med kvikke kombinationer. Jonas Hector fandt André Schürrle, som satte foden på bolden og bragte tyskerne foran 1-0.

Aserbajdsjan var ikke i nærheden af noget som helst, før tyskerne blev overspillet efter lidt over en halv time, og bolden endte hos Dimitrij Nazarov, der bankede bolden i nettet til 1-1.

Det var det første mål mod Tyskland i denne VM-kvalifikation, og den slags gør man ikke ustraffet.

Thomas Müller bragte Tyskland foran 2-1 fire minutter senere, som det mest naturlige i verden.

Kort før pausen headede Mario Gomez tyskerne på 3-1, og i anden halvleg bankede Schürrle bolden i kassen til 4-1.

Tjekkiet førte 5-0 efter første halvleg ude mod pointløse San Marino, der har scoret ét mål i fem kampe og lukket 23 ind. Tjekkerne vandt opgøret 6-0.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx