15/11-17 23:01

Danske fodboldkvinder har succes i Champions LeagueDanske fodboldkvinder har succes i Champions League

Syv danskere var i aktion i onsdagens kampe i Champions League, og fem af dem er videre til kvartfinalerne.

storybild

Katrine Veje (til højre) kom på måltavlen for Montpellier onsdag aften i Champions League. Scanpix/Pascal Guyot

Montpellier. Flere af de kvindeliga danske landsholdsspillere var i aktion for deres fodboldklubber i Champions League onsdag aften.

Og der var både danske scoringer og succes for flere af spillerne i udlandsklubberne.

Svenske Linköping vandt hjemme 3-0 over Sparta Prag og gik videre til kvartfinalerne med en samlet 4-1-sejr.

Nicoline Sørensen scorede til 3-0 mod tjekkerne, mens landsholdsstopperen Janni Arnth holdt nullet i det centrale forsvar for svenskerne.

Også landsholdsspilleren Katrine Veje scorede til 3-0 for franske Montpellier, der vandt med hele 6-0 hjemme over Brescia.

Samlet gik Katrine Vejes franske klub videre til kvartfinalerne med en 9-2-sejr.

Landsholdsangriberen Pernille Harder indledte kampen på bænken for tyske Wolfsburg, som spillede 3-3 hjemme mod Fiorentina.

Harder og Wolfsburg havde vundet den første kamp med 4-0 ude over italienerne, så der var ikke meget spænding tilbage i den kamp.

Harder blev skiftet ind efter 58 minutter, da Wolfsburg førte 2-1, og hun kom ikke selv på tavlen i opgøret. Wolfsburg er også klar til kvartfinalerne.

Den danske landsholdsstopper Line Røddik spillede hele kampen for FC Barcelona, som hjemme vandt 3-0 over Gintra. Samlet er Barcelona videre med en 9-0-sejr.

Værre gik det for Simone Boye og Sanne Troelsgaard, som sammen med resten af Rosengård-holdet tabte 0-1 hjemme til Chelsea, der gik videre med samlet 4-0.

Simone Boye spillede hele kampen for hjemmeholdet, mens Troelsgaard kom ind og fik et kvarters spilletid.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx