Af Ritzau - 18/06-17 11:25

Dansk U21-forsvar er forberedt på travlhed mod ItalienDansk U21-forsvar er forberedt på travlhed mod Italien

Det danske U21-forsvar har spillet mange kampe sammen, og det skal holdet drage fordel af mod italiensk pres.

storybild

Andreas Maxsø (til højre) forventes at skulle spille i det danske midterforsvar ved siden af Patrick Banggaard. (Billede: Scanpix/Anders Kjærbye)

De danske forsvarsspillere på U21-landsholdet er forberedt på, at de indtager en nøglerolle i de danske bestræbelser på at få noget ud af holdets første EM-kamp mod Italien søndag aften.

Italienerne er rejst til slutrunden i Polen med et slagkraftigt, Serie A-domineret hold. I front stiller holdet formentlig med et tremandsangreb bestående af Federico Bernardeschi, Andrea Petagna og Domenico Berardi.

De tre har scoret 21 Serie A-mål tilsammen, men Andreas Maxsø og Patrick Banggaard i det danske centerforsvar skal sørge for, at målscoringen ikke fortsætter ved EM.

- Det er klart, at vi møder et rigtig stærkt hold, så vi får nok lidt at se til i forsvaret. Men det må ikke bare blive en forsvarskamp, vi skal også forsøge at sætte vores eget spil, siger Patrick Banggaard.

Andreas Maxsø supplerer:

- Det er nogle hurtige, stærke spillere med en god teknik, som vi skal spille mod. Derfor skal vi op på et andet niveau, end vi ind i mellem er, siger Maxsø.

De to spillere udgjorde også det danske forsvar, da landsholdet i november spillede 0-0 ude mod italienerne i en testkamp. Generelt har de to spillere være et fast makkerpar med Jeppe Højbjerg liggende som målmand bagved.

- Vi kender hinanden godt dernede, for vi har spillet mange kampe sammen. Det har givet os et rigtig godt samarbejde, siger Patrick Banggaard.

I marts testede Danmark sig også mod andre stærke modstandere i form af Spanien og England. Efter en i lange perioder jævnbyrdig kamp mod spanierne blev det danske hold splittet ad af englænderne og tabte 0-4 i Randers.

Den kamp har understreget behovet for hele tiden at være på vagt overfor de dygtige modstandere, siger Andreas Maxsø.

- Det var et wakeupcall. Jeg vil ikke sige, at vi tog for let på den kamp, men vi havde spillet rigtig godt inden, så det var lidt en offday. Det var nok et meget sundt tidspunkt, at den kom på.

- Det slag har gjort os opmærksom på, at man skal være fokuseret hele tiden, og jeg synes også, at vi viste senest mod Sverige (2-0-sejr i EM-generalprøve, red.), at vi har rejst os fra England-kampen, siger Maxsø.

I forsvarskæden forventes Banggaard og Maxsø at blive suppleret af backerne Frederik Holst og Jakob Blåbjerg.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx