Af Ritzau - 08/03-17 16:41; Opdateret: 08/03-17 19:05

Dansk mixeddouble får sikkert afsæt ved All EnglandDansk mixeddouble får sikkert afsæt ved All England

Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen spillede sig nemt videre fra første runde ved All England.

storybild

Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen spillede sig nemt videre fra første runde ved All England. (Billede: Reuters/Andrew Boyers)

Danmarks bedste mixeddouble med Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen fik en god start, da de onsdag tog hul på Super Series Premier-turneringen All England.

Den tredjeseedede danske duo sejrede med komfortable 21-14, 21-5 over indoneserne Ronald Alexander og Melati Daeva Oktavianti.

- Det gik væsentlig nemmere, end vi havde forberedt os på. De har før bidt fra sig, som da vi mødte dem i Indonesien. Men vi lod dem aldrig komme ind i kampen.

- Vi holdt et godt niveau og lavede få fejl, så det blev svært for dem, siger Christinna Pedersen.

Danskerne bragte sig hurtigt komfortabelt foran i første sæt, som aldrig blev spændende.

I andet sæt var der tale om decideret klasseforskel, hvad føringen 20-3 sagde alt om.

- Det er dejligt at komme godt fra land. Vi er altid glade for at få den første sejr her. Vi følte os tilpas, så det er en dejlig onsdag her i Birmingham, siger Pedersen.

I anden runde torsdag venter japanerne Kenta Kazuno og Ayane Kurihara, der tidligere onsdag slog danske Mathias Christiansen og Sara Thygesen ud af turneringen.

Sara Thygesen er også ude i damedouble, efter hun sammen med Maiken Fruergaard tabte i to sæt til et par fra Indonesien.

Mixed-makkeren Christiansen tabte ligeledes 0-2 i sæt med David Daugaard i herredouble. Men det var tæt, da de fjerdeseedede kinesere sejrede 21-18, 21-19.

Ligeledes i herredouble fortsætter Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen de gode takter, der i sidste uge bragte dem helt til tops ved German Open.

I første runde i All England sejrede de 21-13, 20-22, 21-11 over et par fra Taiwan.

Efter et tæt andet sæt hev danskerne sig op og tog sig sikkert af det tredje sæt.

Også ottendeseedede Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding er videre efter sejr på 21-11, 21-15 over et russisk par.

I damesingle blev den sjetteseedede inder, Pusarla Venkata Sindhu, som forventet en for stor mundfuld for Mette Poulsen.

Danskeren måtte se sig slået med 10-21, 11-21.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx