30/08-17 08:22

AGF-træner løfter pegefinger: Vi tjekkede ud mentaltAGF-træner løfter pegefinger: Vi tjekkede ud mentalt

Selv om AGF vandt 4-1 i pokalen over VSK Aarhus, så var AGF-træner Glen Riddersholm ikke helt tilfreds.

storybild

Aarhus. Superligaklubben AGF gik tirsdag aften videre blandt de 32 bedste hold i DBU Pokalen med en sejr på 4-1 over VSK Aarhus fra 2. division.

AGF-træner Glen Riddersholm kunne se sit hold komme foran 3-0. Men efterfølgende slækkede spillerne på koncentrationen.

- Vi kan være meget tilfredse med måden, hvorpå vi havde forberedt os. Vi spillede meget disciplineret den første halve time, hvor vi holdt vores aftaler.

- Vi viste forskellen, fordi vi spillede hurtigt og førte også fortjent med 3-0. Efterfølgende tjekkede vi desværre ud både fysisk og mentalt.

- Vi troede, vi kun kunne spille på 80 procent, men det kan man ikke mod et hold som VSK, der har vist sig rigtig dygtige i pokalen over de sidste par sæsoner, siger Riddersholm til klubbens hjemmeside.

Mustapha Bundu scorede to mål, mens Tobias Sana nettede en enkelt gang for AGF, som kom foran 3-0 efter 22 minutter.

Derefter reducerede Daniel Sivertsen for VSK Aarhus, inden et selvmål i overtiden gjorde det til slutresultatet 4-1.

- Først og fremmest synes jeg, vi skal rose VSK. De har mange gode spillere, og derfor havde vi også forberedt os godt på dem og set dem spille to gange før kampen i dag.

- Mange af deres spillere kommer fra dygtige talentudviklingsmiljøer, og på den baggrund leverede de faktisk også en god kamp, da vi begyndte at give lidt slip på gashåndtaget efter 3-0-scoringen, siger Riddersholm.

AGF-træneren roste Steffen Rasmussen, Mikkel Rask, Niklas Backman og Morten "Duncan" Rasmussen.

- Uden de fire etablerede og erfarne spiller kunne det godt være blevet endnu mere spændende. De arbejdede godt sammen og sørgede for, at der trods alt ikke kom mere panik ind i kampen efter VSK's reducering, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx