25/04-18 19:25

Fredericia-selvmål sender Silkeborg i pokalfinalenFredericia-selvmål sender Silkeborg i pokalfinalen

Fredericia kunne ikke levere en ny pokaloverraskelse, og Silkeborg er i sin første pokalfinale siden 2001.

storybild

Sammy Skytte (tv.) og Silkeborg er klar til pokalfinalen efter sejren over Fredericia. Scanpix/Henning Bagger

Fredericia. For første gang siden 2001 er Silkeborg klar til finalen i DBU Pokalen, den danske pokalturnering i fodbold.

Onsdag aften levede holdet fra Alka Superligaen op til favoritværdigheden og vandt 1-0 i semifinalen på udebane over Fredericia fra 1. division.

Sejren var yderst fortjent, men Silkeborg måtte have et selvmål af Fredericia som hjælp, før finalepladsen var en realitet.

Hjemmeholdet har i denne sæson ellers ageret pokaldræber, og før semifinalen havde Fredericia sendt både AGF og AaB fra Superligaen ud hjemme på Monjasa Park.

Fredericia kunne dog slet ikke få spillet til at fungere mod Silkeborg, og hjemmeholdet fremstod i en meget bleg udgave i store dele af kampen.

Silkeborg havde de klart bedste muligheder i de første 45 minutter.

Efter syv minutter lavede Jens Martin Gammelby gode træk i højre side, og han centrede fladt ind til Davit Skhirtladze.

Den georgiske angriber måtte imidlertid se sin afslutning ramme stolpen.

Senere i halvlegen lavede Casper Sloth en god aflevering frem til Magnus Mattson, men han sendte bolden forbi mål.

I pausen fortalte Fredericia-træner Jesper Sørensen til TV3+, at nærmest alt skulle laves om i anden halvleg.

Desværre for den tidligere Silkeborg-træner kunne hans spillere ikke leve op til trænerens ønsker, og fem minutter efter pausen gik det galt for Fredericia.

Målmand Alexander Nybo kom helt skævt ud til et indlæg, og bolden røg højt op i luften.

Inde foran målstregen stod to Fredericia-spillere klar til at heade bolden væk, men de kom til at genere hinanden, så Oliver Fredsted headede bolden ind i eget mål.

Fredericia forsøgte at slå tilbage, men det lykkedes ikke.

Andreas Oggesen fik en stor mulighed kort før tid, men afslutningen røg forbi mål, og Silkeborg kom i finalen.

Torsdag tager Brøndby imod FC Midtjylland i den anden semifinale i pokalturneringen.

Finalen spilles Kristi himmelfartsdag 10. maj i Telia Parken i København.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Menneskejagt i gang - flere kvæstede...
bt.dk
LIGE NU: Storbrand ude af kontrol...
bt.dk
Wozniackis vej til ny Grand...
bt.dk
Rasende megastjernes mand efter...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx