08/10-17 12:25; Opdateret: 08/10-17 12:53

Randers FC ansætter hollænder som cheftrænerRanders FC ansætter hollænder som cheftræner

Den 53-årige Ricardo Moniz fra Holland overtager cheftrænerposten hos Alka Superligaens bundprop.

storybild

Randers. Fodboldklubben Randers FC har søndag ansat hollænderen Ricardo Moniz som cheftræner efter afskeden med islændingen Olafur Kristjansson, der stoppede i klubben torsdag.

Randers FC melder ikke noget ud om, hvor lang tid kontrakten med den hollandske træner løber.

- Vi får en cheftræner, som er et af de mest passionerede og dedikerede fodboldmennesker, jeg har mødt, siger Randers FC's direktør, Michael Gravgaard, i en pressemeddelelse.

- Han er fyldt med energi og er en træner, der inspirerer og motiverer spillerne til at yde deres bedste i hver eneste træning. Med Ricardo får vi også en træner, der vil stille store krav til spillerne.

- Han er hollænder, men ikke romantiker, og 99 procent er ikke nok for ham. Det er kun 100 procent, der tæller, siger han.

Michael Gravgaard og Ricardo Moniz arbejdede sammen i foråret 2009, da danskeren som spiller var udlejet fra franske Nantes til HSV i Bundesligaen.

Her havde hollænderen en rolle som assistent.

53-årige Ricardo Moniz har arbejdet i mange klubber, både i sit hjemland og i udlandet.

I foråret 2010 blev han forfremmet fra assistenttræner til midlertidig cheftræner hos HSV.

To år senere var han cheftræner for østrigske Red Bull Salzburg, da klubben blev østrigsk mester.

Senere har Ricardo Moniz været cheftræner for blandt andre Ferencvaros i Ungarn, 1860 München i Tyskland og Notts County i England.

Nu er turen så kommet til Randers FC, der har haft en skidt sæson hidtil i Alka Superligaen.

Klubben har kun vundet en af de første 11 ligakampe og ligger sidst med syv point.

- Vi har behov for at få en udefra, som ikke har nogen forudindtaget holdning til Randers FC.

- Derfor besluttede vi også hurtigt at kigge efter en træner, der ikke tidligere har været i den danske andedam.

- Der findes en masse dygtige trænere inden for landets grænser, men i den position vi befinder os i nu, så har vi brug for friske øjne og kræfter.

- Det får vi i Ricardo Moniz, og jeg har virkelig stor tiltro til, at han kan være med til at få vendt udviklingen, siger Michael Gravgaard.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx