Af Ritzau - 18/12-16 21:00

Tabt EM-guld nager Hollands danske landstrænerTabt EM-guld nager Hollands danske landstræner

Hollands danske landstræner Helle Thomsen er ærgerlig over, at det ikke blev til guld ved EM i kvindehåndbold.

storybild

Helle Thomsen formåede ikke at føre Holland frem til EM-guld, da holdet tabte finalen i Göteborg med et enkelt mål til Norge. (Billede: Scanpix/Jonathan Nackstrand)

Det var en vanvittig teknisk fejl, der afskar danske Helle Thomsen muligheden for at holde liv i muligheden for at gøre Holland til europamester i kvindehåndbold søndag.

Med fire sekunder igen havde Holland frikast og dermed muligheden for udligne til 30-30 i finalen mod Norge, men Danick Snelder kastede bolden direkte ned i foden på sin medspiller, og så var kampen ovre.

Norge genvandt EM-titlen, hollænderne stirrede tomt ud i luften, og holdets danske træner, Helle Thomsen, tog sig til hovedet i en blanding af fortvivlelse og ærgrelse.

- Det hele gik så hurtigt. Det var hårdt, da vi mistede bolden. Der vidste vi, det var slut, og drømmen var brast, siger hun.

- Jeg vil vinde guld, ikke sølv. Vi havde chancen i dag, men Norge var for stærk for os. De er et godt hold med nogle gode spillere.

- Lige nu er jeg helt tom. Men når jeg får sovet på det - måske ni-ti nætter - så vil jeg være stolt af resultatet, fordi vi har spillet rigtig godt, siger Helle Thomsen.

Helle Thomsen var indtil i sommer træner for FC Midtjyllands håndboldkvinder i den danske Primo Tours-liga.

Efter fyringen gik hun uden job i et stykke tid, inden hun takkede ja til at stå i spidsen for det hollandske EM-hold.

Det samarbejde resulterede i sølv efter blandt andet at have slået Danmark i semifinalen.

Der var derfor også store roser at hente til Helle Thomsen fra Norges træner Thorir Hergeirsson.

- Holland har udviklet sig meget de seneste år - specielt de seneste par måneder, hvor Helle Thomsen har stået i spidsen for holdet.

- Hun er en god træner og har givet holdet stor inspiration, siger han.

Mandag udløber hendes kontrakt med Det Hollandske Håndboldforbund, men efter jul skal hun tale med forbundet om en eventuel forlængelse af kontrakten.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx