04/09-17 11:51; Opdateret: 04/09-17 12:10

Danmark har aldrig tabt i ArmenienDanmark har aldrig tabt i Armenien

Tre gange tidligere har Danmark spillet på udebane mod Armenien, og det er endt med to sejre og en uafgjort.

storybild

Jerevan. For ottende gang i alt og for sjette gang i løbet af de seneste fire år skal det danske fodboldlandshold møde Armenien i en landskamp med point på spil.

Mandag klokken 18 dansk tid bliver der i Jerevan fløjtet op for de to holds anden kamp i VM-kvalifikationsgruppe E, og Danmark har traditionelt godt styr på Armenien.

Dog med en væsentlig undtagelse, 0-4-nederlaget på hjemmebane i juni 2013, som uden tvivl må regnes som en af de største fiaskoer for et dansk landshold nogensinde.

Danmarks seneste møde på udebane mod Armenien - 0-0 i Jerevan i 2015 i EM-kvalifikationen - var heller ikke for godt, eftersom resultatet var stærkt medvirkende til, at Danmark ikke snuppede en af de direkte EM-billetter.

Fem gange har Danmark sejret over Armenien i de hidtil syv indbyrdes opgør, det er blevet til siden 1995:

Her følger en kronologisk gennemgang af de seks kampe:

* 16. august 1995: Armenien - Danmark 0-2 (EM-kvalifikationen)

Michael Laudrup fik æren af at blive den første spiller, der kom på scoringstavlen i et opgør mellem Danmark og Armenien, da han bragte Danmarks regerende europamestre foran 1-0 i første halvleg. Scoringen blev sat ind på noget så sjældent som et hovedstød af den danske elegantier.

Fra begyndelsen af anden halvleg kom Allan Nielsen på banen til sin debut, og få minutter senere scorede han til slutresultatet fra en spids vinkel.

* 15. november 1995: Danmark - Armenien 3-1 (EM-kvalifikationen)

Danmark sikrede billetten til EM i England, da det blev til en sikker sejr i den afsluttende kvalifikationskamp i København.

Michael Schjønberg og Mikkel Beck scorede for Danmark, og efter en armensk reducering tidligt i anden halvleg slog Michael Laudrup sejren fast efter knapt en times spil.

* 11. juni 2013: Danmark - Armenien 0-4 (VM-kvalifikationen)

Et af de mest pinlige resultater for et dansk A-landshold. Nogensinde. Det er store ord at bruge, men ikke for store, efter at Danmark leverede et spektakulært kollaps i Parken.

Yura Movsisyan scorede allerede i kampens første minut, og den tidligere Randers FC-angriber scorede senere endnu en gang i kampen, hvor den nuværende Manchester United-spiller Henrikh Mkhitaryan også fik scoret.

Sjældent, om nogensinde, har man set Danmarks daværende landstræner, Morten Olsen, så rystet som i minutterne efter kampen.

Morten Olsen var få måneder efter stadig bitter over 0-4-nederlaget og dummede sig ved at sammenligne nederlaget med et terrorangreb.

- Det er hårdt at sammenligne, og man skal ikke sammenligne, men fodboldmæssigt var det for os 11. september.

Senere samme dag beklagede Morten Olsen sammenligningen:

- Jeg er ked af, hvis sammenligningen - trods mine forbehold - utilsigtet har såret nogle mennesker.

* 10. september 2013: Armenien - Danmark 0-1 (VM-kvalifikationen)

Danmark fik oprejsning for nederlaget i Parken, da holdet tre måneder senere tog til Jerevan og vandt 1-0.

Målet blev sat ind på et straffespark af Daniel Agger 17 minutter før tid.

Senere gik Danmark dog glip af en billet til VM i Brasilien.

* 7. september 2014: Danmark - Armenien 2-1 (EM-kvalifikationen)

Danmark flirtede med endnu en fiasko mod Armenien i den første kamp i kvalifikationen frem mod EM i Frankrig.

Fem minutter efter pausen bragte Henrikh Mkhitaryan gæsterne i spidsen, men efter 65 minutter fik 19-årige Pierre-Emile Højbjerg udlignet med et drøn af et skud.

Ti minutter før tid kom den danske forløsning, da indskiftede Thomas Kahlenberg med et hovedstød sørgede for sejren.

* 7. september 2015: Armenien - Danmark 0-0 (EM-kvalifikationen)

0-0-kampen i Jerevan markerede afslutningen på nogle sløje dage for Danmark, der tre dage forinden havde skuffet markant ved kun at opnå samme resultat hjemme mod Albanien.

- Det var den værste præstation, jeg har set i min tid som landstræner, sagde Morten Olsen efter kampen mod Armenien.

De uafgjorte kampe blev dyre for Danmark, der måtte se Portugal og Albanien snuppe de direkte EM-billetter. Senere tabte Danmark også til Sverige i playoffkampe om en EM-plads, hvorefter Morten Olsen trådte tilbage.

* 4. september 2016. Danmark - Armenien 1-0 (VM-kvalifikationen)

Det var den første kamp på vejen mod VM i Rusland under landstræner Åge Hareide.

Christian Eriksen blev matchvinder, da han fra kanten af feltet udplacerede Armeniens målmand. Det danske mål blev scoret efter 17 minutters spil, men alligevel var der spænding helt til det sidste.

Eriksen forpassede blandt andet muligheden for at blive dobbelt målscorer, da han med 20 minutter tilbage af kampen misbrugte et straffespark.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx