Af Ritzau - 15/01-17 14:01

DHF-chef: Tyskland er også klar til at møde René ToftDHF-chef: Tyskland er også klar til at møde René Toft

Den danske VM-delegation er på jagt efter underskrifter fra potentielle modstandere. Tyskerne er positive.

storybild

René Toft var på banen lørdag aften mod Egypten og har fået grønt lys til at spille i resten af gruppespillet. Nu skal hans deltagelse i knockoutfasen også falde på plads. (Billede: Reuters/Benoit Tessier)

En af håndboldverdenens mastodonter er det seneste i rækken af lande, der vil acceptere, at Danmark bruger René Toft ved VM, selv om Kiel-spilleren er iført en albueskinne, der strider mod reglerne.

Ifølge Dansk Håndbold Forbunds delegationsleder, Jan Kampman, er europamester Tyskland klar til at skrive under på, at den danske stregspiller må være med i et eventuelt dansk-tysk opgør senere i turneringen.

- Vi har fået at vide fra tyskerne, at de vil bakke op om det. Nu håber vi på, at franskmændene også gør det. Dermed vil der have dannet sig et billede, og så tror vi på, at de andre også siger ja, siger Jan Kampman.

Det Internationale Håndboldforbund (IHF) vil kun acceptere, at René Toft deltager ved VM, hvis Danmarks modstandere giver grønt lys.

Foreløbig har DHF fået accept fra de øvrige hold i den indledende pulje, men problemet kan opstå igen fra ottendedelsfinalerne og fremefter.

Derfor er den danske delegation i fuld gang med at indhente underskrifter fra potentielle modstandere længere fremme i turneringen.

- Vi skal have underskrifterne samlet ind så hurtigt som muligt. Jo før, vi kan få dem samlet ind, jo mere ro giver det. Vi håber, at vi inden knald-eller-fald-fasen kan have alle underskrifter på plads, siger Jan Kampman.

Indtil videre er der sendt følere ud til en række lande, men så snart det er muligt at pejle sig nærmere ind på, hvem Danmark skal møde i ottendedelsfinalen, skal DHF på jagt efter de dyrebare underskrifter.

- Vores spillere har jo en tættere kontakt til modstandere, end vi har i ledelsen. Vi hører, at spillerne hos de andre lande er meget interesserede i, at René får lov at spille, for fremadrettet kan det blive et større problem.

- Reglerne kan blive overført til Champions League og andre mesterskaber, og næste gang er det måske knæ og ankler, der er problemet, siger Jan Kampman.

Han er forsigtig optimist i forhold til at få alle lande med på vognen.

- Ja, det er jeg. Men jeg er også klar over, at det kan blive hårdt arbejde, for hvis bare et af landene vil bruge sagen til deres egen fordel, så er vi jo på den, siger Jan Kampman.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx