04/09-17 10:18

Sharapova er stolt og glad trods US Open-exitSharapova er stolt og glad trods US Open-exit

Maria Sharapova var tilfreds med grand slam-comebacket trods nederlaget til Anastasija Sevastova.

storybild

Maria Sharapova måtte se sig slået i ottendedelsfinalen i US Open. Reuters/Shannon Stapleton

New York. Den russiske tennisstjerne Maria Sharapova måtte søndag se sig besejret i US Opens ottendedelsfinale af letten Anastasija Sevastova, der vandt med cifrene 5-7, 6-4, 6-2.

Det var Sharapovas første grand slam-turnering efter dopingkarantænen, og hun erklærede sig tilfreds med den generelle indsats og glad for arrangørens wildcard til turneringen.

- Det har været en god uge og godt at få spillet den grand slam-turnering. Det var en fantastisk mulighed, som jeg er meget taknemmelig for.

- Jeg gjorde mit bedste, og det kan jeg være stolt af, siger Sharapova på pressemødet efter kampen.

Hun vandt tre kampe i New York og var en del af en af de mest velspillede kampe, da hun på turneringens første dag - sidste mandag - slog den andenseedede rumæner, Simona Halep, efter et langt drama.

- Der er meget positivt at tage med. Jeg spillede fire kampe foran et stort publikum. Jeg har savnet at konkurrere på den største scene. Kampen mandag var speciel for mig. Den vil jeg altid huske, siger Sharapova.

Før US Open havde hun havde spillet fire turneringer i 2017, og hun døjede med en skade i optakten til årets sidste grand slam-turnering.

- Jeg kom hertil uden at have spillet så mange kampe, og jeg havde heller ikke trænet meget. Selvfølgelig er det skuffende at tabe (til Sevastova, red), men når jeg ser tilbage på hele ugen, kan jeg være glad.

Sharapova blev idømt en dopingkarantæne i begyndelsen af 2016 og fik comeback i Stuttgart i april 2017.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx