Af Ritzau - 14/12-16 08:25

Koeman skælder Wenger ud efter Arsenal-nederlagKoeman skælder Wenger ud efter Arsenal-nederlag

Ronald Koeman er træt af Arsène Wenger, som efter tirsdagens kamp gav dommeren skylden for Arsenals nederlag.

storybild

Everton-manager Ronald Koeman (med ryggen til) langer ud efter Arsenal-kollega Arsène Wenger. (Billede: Scanpix/Paul Ellis)

Arsenal mistede tirsdag aften et skridt i kampen om det engelske mesterskab, da London-klubben tabte 1-2 ude til Everton.

Everton fik tildelt det første af en serie af hjørnespark, som hjemmeholdets Ashley Williams til sidst udnyttede til at score målet til 2-1 efter 86 minutter.

Men ifølge Arsenal-manager Arsène Wenger blev det afgørende mål scoret efter en fejl af dommer Mark Clattenburg.

- Dommeren gav dem et hjørne. Men jeg er nødt til at sige: Der var ikke hjørne, der var målspark.

- Det var en forkert beslutning, og jeg er meget skuffet, fordi Clattenburg var i en god position til at se, hvem der headede bolden ud.

- Det er ikke første gang, vi er uheldige med hans beslutninger i denne sæson, men generelt ønsker jeg ikke at tale for meget om dommeren, siger Wenger til BBC.

Hos Everton-manager Ronald Koeman er der kun hovedrysten over Wengers kritik af dommeren.

- Jeg er ikke overrasket over Wengers kommentarer, fordi det er tredje gang, jeg har vundet som manager hjemme mod Arsenal, og det er tredje gang, at det er dommerens skyld.

- Ok, undskyld Arsenal, vi vandt på grund af dommeren, lyder det sarkastisk fra Koeman.

Tidligere har Koeman som manager for Southampton vundet to gange hjemme over Arsenal.

Hollænderen mener derfor at have opskriften på at besejre Arsenal.

- Arsenals svaghed kan ses, når man går ansigt til ansigt mod dem, vinder nærkampe og løber. Så har man også brug for lidt held, og det fortjente vi.

- Hvis man slås for hver en bold og er aggressiv, så kommer reaktionen fra publikum, og så gør man livet svært for Arsenal. Så er det svært at slå Everton her, mener Koeman.

Inden nederlaget til Everton havde Arsenal ikke tabt i 14 udekampe i træk i Premier League.

Arsenal er nummer to i ligaen og har tre point mindre end førerholdet, Chelsea, som har spillet en kamp færre.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx