26/08-17 07:45

Dansk kajakstjerne får en hård VM-weekendDansk kajakstjerne får en hård VM-weekend

René Holten Poulsen er i VM-finalen i fire discipliner og skal både lørdag og søndag på vandet to gange.

storybild

René Holten Poulsen ror finale i 1000 meter enerkajak og 500 meter toerkajak lørdag formiddag. Scanpix/Balint Vekassy

Racice. Kajakroeren René Holten Poulsen får brug for alle sine kræfter hen over weekenden, hvor han er med i hele fire finaler ved VM i den tjekkiske by Racice.

Lørdag venter først 1000 meter-finalen i enerkajak, inden han blot 40 minutter senere begiver sig ud på den halve distance i toerkajakken med sin makker, Nils Boe.

- Jeg skal bare nyde det og give den en over nakken. I finalen ror jeg bare mit løb og fortsætter med det, jeg ved, jeg kan.

- Jeg skal ro på egne præmisser, men der kommer smæk på, for de to roere, jeg har på siderne (Bálint Kopasz og Roi Rodriguez), lægger ikke langsomt ud, siger René Holten Poulsen i en pressemeddelelse.

Den 28-årige kajakroer blev i 2015 verdensmester på distancen, men skuffede efterfølgende ved OL, hvor han var plaget af sygdom.

Det har taget tid at bearbejde nedturen, og Holten Poulsen ser da heller ikke sig selv som favorit i lørdagens VM-finale.

- Jeg vil mene, at Aleh Yurenia, Josef Dostal og Fernando Pimenta er favoritterne, lyder det fra René Holten Poulsen.

Finalen begynder 11.01, og allerede 11.41 skal han være klar til toerfinalen med Nils Boe.

René Holten Poulsen forventer et "sindssygt tæt" løb.

- Spanierne ser rigtig hurtige ud, men ror vi godt, så kan vi godt blande os i toppen. Vi vil gerne ro et bedre løb end til EM, hvor det ikke gik så godt i finalen.

- Vi er ikke dårlige, men 500 meter er ikke vores favoritdistance, så vi skal koncentrere os om at finde en god rytme, siger René Holten Poulsen.

Søndag skal han igen på vandet to gange, når han er i finalen på 500 meter- og 5000 meter-distancen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx