Af Ritzau - 09/04-17 18:56

Everton skyder Kasper Schmeichel i sænk i målfestEverton skyder Kasper Schmeichel i sænk i målfest

Everton kom tilbage fra 1-2 og besejrede Leicester, og dermed stoppede mesterholdets stime af sejre.

storybild

Kasper Schmeichel lukkede fire mål ind, da Everton søndag besejrede Leicester i Premier League. (Billede: Reuters/Andrew Yates)

Craig Shakespeare havde vundet rub og stub som midlertidig manager i Leicester, inden mesterholdet søndag besøgte Everton.

Her jagtede Shakespeare sin sjette Leicester-sejr i træk i Premier League, men han måtte se Kasper Schmeichel blive skudt i sænk.

Den danske landsholdskeeper kunne dog ikke stille meget op ved Evertons scoringer, hvor Leicester-forsvaret så skidt ud.

Everton sejrede 4-2 i et opgør, der bød på tre scoringer i løbet af de første ti minutter.

Kampen eksploderede fra første minut, hvor formstærke Everton lagde offensivt ud.

Kevin Mirallas spurtede afsted med bolden, blev væltet på kanten af feltet, og unge Tom Davies overtog bolden.

Han tog et par træk og passerede en fremstormende Kasper Schmeichel i Leicesters mål til 1-0 til Everton.

Så var kampen ligesom i gang, og blot tre minutter senere udlignede gæsterne til 1-1 ved Islam Slimani, der blev spillet helt fri efter et kvikt kontraangreb.

Efter ti minutter fik Leicester tilkendt et frispark i venstre side, og Marc Albrighton udnyttede muligheden til at skrue bolden direkte op i højre målhjørne og bringe gæsterne foran 2-1 på en sand drømmescoring.

Så var der lidt stilstand, inden Romelu Lukaku udlignede til 2-2 efter 23 minutter, da han headede bolden i mål efter et fornemt oplæg af Ross Barkley.

Der var imidlertid mere i posen i den hektiske første halvleg, hvor hjemmeholdet kom foran 3-2.

Mirallas sparkede hjørnespark, og Phil Jagielka pandede fra tæt hold bolden i mål bag en chanceløs Kasper Schmeichel.

Lukaku var på spil igen efter 57 minutter, da han fra tæt hold bankede bolden i mål til 4-2-føring, men herefter slap Schmeichel for at hente bolden ud af målet flere gange.

Leicester skal i aktion i Champions League i den kommende uge, hvor det gælder første møde med Atlético Madrid i kvartfinalen i Champions League.

Opgøret spilles onsdag i Madrid.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx