Af Ritzau - 01/01-17 16:55; Opdateret: 01/01-17 18:06

Nordmand sejrer i traditionsrigt nytårskihopNordmand sejrer i traditionsrigt nytårskihop

Den norske skihopper Daniel André Tande vandt skihopkonkurrencen i Garmisch-Partenkirchen søndag.

storybild

Det blev til norsk succes i Garmisch-Partenkirchen søndag, da den traditionsrige skihopkonkurrence blev vundet af Daniel André Tande. (Billede: Scanpix/Christof Stache)

Norge kunne juble, da den traditionsrige skihopkonkurrence i tyske Garmisch-Partenkirchen blev afviklet søndag.

Her viste Daniel André Tande sig som bedste mand, da han hoppede 138 og 142 meter, hvilket rakte til 289,2 point.

Det var 3,2 point mere end polske Kamil Stoch, der blev henvist til andenpladsen med 286 point for sine hop på 135,5 og 143 meter.

Skihopkonkurrencen i Garmisch-Partenkirchen er anden konkurrence i den årlige firebakketurnering, som hvert år afvikles i dagene før og efter nytårsaften.

På åbningsdagen fredag i tyske Oberstdorf vandt østrigske Stefan Kraft med samlet 308 point efter to spring på henholdsvis 139 og 134,5 meter.

Kraft måtte dog tage til takke med en tredjeplads og 282,4 point søndag, da han hoppede 137 og 140 meter, mens Daniel André Tande kunne fejre sejren.

Sidste års samlede vinder, Peter Prevc fra Slovenien, fører i den samlede stilling i World Cuppen med 590 point.

Han sluttede på femtepladsen søndag med 278,5 point.

Tande følger efter på andenpladsen med 532 point, mens Stefan Kraft besætter tredjepladsen samlet med sine 491 point.

Efter den anden af de fire konkurrencer i firebakketurneringen er Kamil Stoch nu samlet i front foran Tande og Kraft.

Det var 65. gang, at skihopkonkurrencen i Garmisch-Partenkirchen blev afviklet, og banerekorden tilhører stadig norske Sigurd Pettersen med et hop på 143,5 meter i 2003.

Der var senest norsk sejr i Garmisch-Partenkirchen i 2012.

Tredje fase i firebakketurneringen er i Innsbruck 4. januar, inden konkurrencen rundes af i Bischofshofen 6. januar.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx