Af Ritzau - 26/03-17 17:45

Solid Gladbach-duo imponerer landstrænerenSolid Gladbach-duo imponerer landstræneren

Landstræner Åge Hareide har været tilfreds med det, han har set fra Jannik Vestergaard og Andreas Christensen.

storybild

Jannik Vestergaard kan godt tillade sig at smile, for han er en af de spillere, landstræner Åge Hareide har været imponeret af på det seneste. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Det danske fodboldlandshold kan i søndagens VM-kvalifikationskamp ude mod Rumænien stille op med en forsvarsduo, der kan finde hinanden i blinde.

Jannik Vestergaard og Andreas Christensen har i de seneste måneder spillet mange kampe sammen i forsvaret hos tyske Borussia Mönchengladbach.

Det kan blive en fordel på landsholdet, mener landstræner Åge Hareide.

Nordmanden kunne i sidste weekend se den danske stopperduo holde måltyven Robert Lewandowski fra scoring, da Gladbach tabte 0-1 hjemme til Bayern München.

- De var gode mod Bayern og havde styr på Lewandowski. De gjorde et godt arbejde i forsvaret. Jeg så dem "live" mod Werder Bremen, og jeg har også set dem meget i fjernsynet.

- Vestergaard har spillet alle kampe for Gladbach og har gjort det godt sammen med Andreas. Det ser solidt ud, og det er betryggende, siger Hareide.

Vestergaard mener, det giver en sikkerhed at kende sin makker i forsvaret.

- Vi kender hinanden rigtigt godt. Vi ser hinanden til hverdag, træner sammen og har spillet mange kampe sammen på det seneste. Vi kender hinandens styrker og svagheder.

- Det er ikke altid, vi behøver at kommunikere. Vi ved, hvad den anden vil gøre i en given situation. Det kan på mange måder være en fordel, siger Vestergaard.

Både Vestergaard og Andreas Christensen understreger, at de også uden problemer kan spille sammen med de andre forsvarsspillere på landsholdet, såsom anfører Simon Kjær.

- Jeg har også spillet med de andre. Det er ikke fordi, de er fuldstændig fremmede, som Vestergaard udtrykker det.

Men makkerskabet i Gladbach giver noget ekstra ro i bagkæden både på klub- og landshold.

- Vi kender hinandens mønstre, og vi behøver ikke at tale så meget sammen. Der er kun positive ting at sige omkring det. Jeg synes klart, det er en styrke.

- Jeg føler mig mere sikker i hverdagen med en, jeg altid kan snakke mit eget sprog med, lige meget hvilken side jeg står på. Det gør enormt meget for selvtilliden.

- Til kampen mod Rumænien kommer det an på, hvem der spiller. Men vi vil måske blive mere rolige, fordi vi kender hinanden, lyder det fra Andreas Christensen.

Danmarks kamp mod Rumænien fløjtes i gang klokken 20.45 dansk tid.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx