04/09-17 17:19

Spansk liga vil undersøge Manchester Citys forbrugsfestSpansk liga vil undersøge Manchester Citys forbrugsfest

Manchester City skal undersøges på lige fod med Paris Saint-Germain, mener spansk ligaorganisation.

storybild

Kyle Walker (i lyseblåt) er blandt Manchester Citys mange indkøb denne sommer. Reuters/Phil Noble

Madrid. Den spanske Primera Division har sendt en forespørgsel til Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) om at få undersøgt Manchester Citys store forbrug af penge på nye spillere denne sommer.

Ifølge spanierne er der tale om finansiel doping på en måde, der strider mod Uefas regler for Financial Fair Play (FFP).

Allerede 22. august indgav den spanske liga en klage over både Manchester City og Paris Saint-Germains forbrugsfest i løbet sommeren.

Uefa meddelte i fredags, at man vil efterforske PSG efter milliardindkøbet af Neymar og en lejeaftale med Kylian Mbappé, der til næste sommer kan veksles til endnu en milliardhandel.

Javier Tebas, præsident for Primera Division, mener, at de to klubber modtager penge fra sine ejere gennem "urimeligt høje sponsorater".

- Der er tale om finansielt støttede forretninger, som fordrejer den europæiske konkurrence, og som skaber en inflation, der ikke gavner fodboldindustrien.

- Vi ønsker, at Uefa vil indlede samme efterforskning mod Manchester City, som man allerede har gjort mod PSG, siger præsidenten.

Det anslås, at Manchester City har brugt over 1,6 milliarder kroner på at købe Benjamin Mendy, Kyle Walker, Danilo, Ederson og Bernardo Silva. Det beløb gav PSG alene for Neymar.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) indførte begrebet FFP i 2010, fordi man ønskede at bekæmpe stigende gæld blandt fodboldklubber. Hele grundidéen er, at klubberne ikke må bruge flere penge, end de tjener.

I grelle tilfælde kan en klub blive ekskluderet fra europæiske turneringer ved brud på FFP.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx