Af Ritzau - 25/04-17 06:00

Badmintonchef satser på ung succes ved EM i KoldingBadmintonchef satser på ung succes ved EM i Kolding

EM i badminton giver de yngre spillere mulighed for at komme på podiet. Det er spændende, mener sportschef.

storybild

Mixeddoublen Mathias Christiansen og Sara Thygesen er blandt de 24 danskere, der deltager i EM 2017 i Kolding. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

24 danskere deltager, når Danmark er vært for EM i badminton fra tirsdag til søndag i Kolding.

Selv om niveauet ved EM er lavere end ved den årlige Denmark Open-turnering, der tiltrækker verdens bedste spillere, er der noget særligt ved EM, vurderer sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom.

- Det er selvfølgelig rigtig fedt, at vi kan vise vores sport på hjemmebane. EM giver endvidere mulighed for, at vores yngre spillere kan træde frem. Det kan jeg særligt godt lide.

- Rent sportsligt er niveauet lavere end til Denmark Open, men jeg glæder mig til at se nogle unge spillere, som har mulighed for at spille slutkampe. Det har de normalt ikke i Super Series, siger han.

Ud over de yngre spillere, rummer det danske EM-felt blandt andre topspillere som Viktor Axelsen og damedoublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, der har vundet EM de seneste tre gange.

Doublen ligger nummer to på verdensranglisten. På trods af at de sværeste modstandere kommer fra Asien, trækker det i makkerparret for at vise sig frem som Europas bedste.

- For mange vil det være en katastrofe, hvis det ikke er os, der hiver guldet hjem på søndag, siger Kamilla Rytter Juhl.

Damedoublens første kamp i EM spilles onsdag mod Julie Macpherson og Eleanor O'Donnell fra Skotland.

- For os som forbund er EM vigtigt. Vi bliver blandt andet målt på resultaterne ved internationale mesterskaber. Derfor stiller vi med det bedste hold for at få så mange medaljer som muligt, siger Jens Meibom.

Badminton Danmarks målsætning ved mesterskabet er at hive 18 ud af de mulige 30 medaljepoint hjem, fortæller sportschefen. En guldmedalje giver tre point, sølv giver to point og bronze et point.

- Det er vores hidtil mest ambitiøse EM-målsætning, og for at opnå den kræver det, at også nogle af de yngre kræfter bidrager, påpeger Jens Meibom.

Det er ni år siden, at Danmark senest var vært for EM i badminton.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx