Af Ritzau - 06/05-17 06:30; Opdateret: 06/05-17 09:29

Uprøvet dansk defensiv kommer til eksamen i VM-åbningUprøvet dansk defensiv kommer til eksamen i VM-åbning

Ishockeylandsholdet har mistet erfaring fra 31 VM-turneringer på backpositionerne. Nye folk får stort ansvar.

storybild

Emil Kristensen er en af de backer, der får en større rolle end i tidligere VM-turneringer. (Billede: Scanpix/Peter Schneider)

Der har været stor fokus på afbuddene fra prominente forwards som Frans Nielsen og Mikkel Bødker, men i virkeligheden er det den danske defensiv, der forekommer mest svækket til VM i ishockey.

Dansk ishockey har traditionelt haft svært ved at producere backer af international klasse, og derfor vejer det tungt, at tre af de mest rutinerede ikke er til rådighed i turneringen i Köln.

Daniel Nielsen og Stefan Lassen er skadet, mens Mads Bødker har stoppet karrieren. Det er erfaring fra tilsammen 31 VM-turneringer, der er væk i forhold til sidste år.

- De tre har været rygrad på landsholdet i rigtig mange år. Det er ærgerligt at vi er røget ind i de skader, men jeg håber og tror på, at dem, der kommer ind, er klar til at overtage, siger den danske kaptajn, Morten Green.

Både Markus Lauridsen og Emil Kristensen kan se frem til meget istid i turneringen i Köln. Begge spillere indledte sidste års VM med reservestatus.

Landstræner Jan Karlsson kommer også til at bruge unge Matias Lassen, som længe har været udråbt som fremtidens mand, men som har været sat tilbage af skader.

- Det er ingen hemmelighed, at der er nogle backer, der skal steppe op i forhold til, hvad deres roller har været i tidligere VM-turneringer, siger Morten Green.

Den danske kaptajn erklærer sig dog tryg ved defensiven, og han påpeger, at udvalget af spillere er større end tidligere.

- I visse år har vi tigget og bedt om, at backerne ikke skulle gå i stykker, for det har set utrolig tyndt ud.

- Vi kommer ikke til at spille anderledes end ellers. Vi er trygge ved dem, og de har vist i testkampene, at de har niveauet til at være med, så vi ændrer ikke taktikken, siger Morten Green.

Danmark åbner VM mod Letland lørdag klokken 12.15.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx