03/09-17 03:12; Opdateret: 03/09-17 09:26

Nadal overvinder igen sløv start i US Open-kampNadal overvinder igen sløv start i US Open-kamp

Topseedede Rafael Nadal er blandt de sidste 16 i US Open efter sejr i fire sæt over argentiner.

storybild

Rafael Nadal (foto) er for niende gang blandt de 16 sidste ved US Open efter sejr over Leonardo Mayer fra Argentina. Scanpix/Clive Brunskill

New York City. Den spanske verdensetter i tennis, Rafael Nadal, er videre til fjerde runde af US Open, efter sejr over Leonardo Mayer fra Argentina natten til søndag dansk tid.

Men som tilfældet også var i Nadals foregående kamp mod den unge japaner Taro Daniel, tabte han igen første sæt, som Mayer vandt 7-6 efter tiebreak.

Derefter satte den 31-årige Nadal modstanderen på plads ved at vinde de tre følgende sæt med 6-3, 6-1 og 6-4.

Det er fjerde gang i lige så mange forsøg, at Mayer, nummer 59 på verdensranglisten, må forlade banen som taber mod Nadal.

Mens de to første sæt hver varede over en time, så tog det kun Nadal 26 minutter at færdiggøre tredje sæt.

I fjerde runde skal den 15-dobbelte grand slam-vinder op mod den useedede ukrainer Alexander Dolgopolov, der er nummer 64 på ranglisten. Nadal fører 6-2 i deres indbyrdes opgør.

Det er første gang siden 2011, at Dolgopolov er kommet så langt i en grand slam-turnering.

Hans præstation på banen er ifølge AFP dog blevet overskygget af omtale af mistænkelige væddemål. De fandt sted i forbindelse med et nederlag mod den 114.-rangerede Thiago Monteiro, i en turnering ugen før US Open begyndte.

Alexander Dolgopolov har afvist at være involveret i matchfixing. Ved ankomsten til New York forklarede han nederlaget med træthed som følge af hård træning op til US Open.

Schweizeren Roger Federer slog Feliciano López i tre sæt med cifrene 6-3, 6-3, 7-5. Nu venter Philipp Kohlschreiber, som Federer aldrig har tabt til.

- Jeg er meget glad for at være videre. Det er en god følelse at spille her for tiden. Jeg havde det svært i de to første runder, men i aften spillede jeg en meget god kamp, siger Federer ifølge Reuters.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx