22/11-17 13:09

Sevilla-træner bag vildt comeback er ramt af kræftSevilla-træner bag vildt comeback er ramt af kræft

Den spanske fodboldklub Sevilla bekræfter, at cheftræner Eduardo Berizzo har fået prostatakræft.

storybild

Sevilla-træner Eduardo Berizzo (i midten) stod ifølge spillerne bag comebacket i tirsdagens Champions League-kamp hjemme mod Liverpool. Kampen endte 3-3 efter at Sevilla var bagud 0-3 ved pausen. Scanpix/Cristina Quicler

Sevilla. Sevillas argentinske cheftræner, Eduardo Berizzo, har fået diagnosen prostatakræft.

Det bekræfter Sevilla onsdag - dagen efter at klubben spillede 3-3 i Champions League-kampen hjemme mod Liverpool.

Sevilla var bagud med 0-3 ved pausen, og flere medier har beskrevet, hvordan Berizzo fortalte sine spillere om sin kræftsygdom i pausen.

Det skulle have været medvirkende til, at spillerne kæmpede som besatte for deres træner og leverede det mindeværdige comeback.

Men ifølge CNN har Sevilla bekræftet over for den amerikanske tv-station, at spillerne fik besked om Berizzos kræftsygdom flere dage inden kampen og ikke i pausen.

Sevilla oplyser på sin hjemmeside, at Berizzo skal gennemgå yderligere undersøgelser, før det bliver besluttet, hvilken type behandling han skal have.

- Sevilla ønsker at give vores fulde støtte til Berizzo og håber, at han hurtigt bliver frisk, skriver klubben.

Berizzo talte ikke om sit eget helbred på tirsdagens pressemøde efter 3-3-kampen.

Men spillerne hyldede Berizzos evne til at motivere og tildeler argentineren en stor del af æren for resultatet.

- Vi kom ud til anden halvleg med en helt anden attitude til ære for fansene og træneren.

- Han fik os til at spille, som vi gjorde, sagde Sevillas argentinske midtbanespiller Éver Banega efter kampen.

48-årige Berizzo er i gang med sin første sæson som træner for Sevilla efter tre succesfulde år i Celta Vigo.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx