Af Ritzau - 10/04-17 17:25

Tysk landsholdskeeper træner fuldt med før Real-bragTysk landsholdskeeper træner fuldt med før Real-brag

Manuel Neuer træner efter sin tåskade, Bayern-keeperen ligner en starter mod Real Madrid i Champions League.

storybild

Manuel Neuer træner med hos Bayern München for fuld kraft før topmødet med Real Madrid i Champions League. (Billede: Scanpix/Ben Stansall)

Meget tyder på, at Bayern München igen har sit førstevalg på målmandsposten til rådighed onsdag mod Real Madrid.

Her tørner de to storklubber sammen i det første af to kvartfinaleopgør i Champions League, og mandag deltog Manuel Neuer på fuld kraft i Bayern Münchens træning, skriver AFP.

Manuel Neuer har været sat ud af spillet i de seneste kampe for klubben i Bundesligaen på grund af en tåskade.

Han var heller ikke med, da Bayern München lørdag besejrede Borussia Dortmund 4-1 i ligaen, men ifølge nyhedsbureauet er han klar til at spille onsdag mod Real Madrid.

Ud over Manuel Neuer har også Thomas Müller været ude i nogle kampe med en ankelskade, men også Müller trænede fuldt med mandag.

- Jeg kunne deltage i træningen normalt, hvilket er et godt tegn.

- Vi føler os velforberedte og fuld af selvtillid. Det er en kæmpe europæisk kamp mellem to tophold, og selvfølgelig er forventningerne høje, siger Thomas Müller.

Det står dog helt klart, at forsvarsspilleren Mats Hummels er ude af spillet til mødet med Real Madrid.

Hummels pådrog sig søndag en forvredet ankel, da Bayern München trænede, og både klub og spiller bekræftede søndag, at han ikke bliver klar til kampen.

Dette budskab gentog han mandag.

- Jeg kommer helt sikkert ikke på banen onsdag, siger Mats Hummels til den tyske avis Bild.

Real Madrid har også udfordringer i de bageste rækker.

Lørdag blev den portugisiske forsvarsspiller Pepe skadet, da Real Madrid spillede 1-1 mod Atlético Madrid.

Pepe måtte lade sig udskifte, og det viste sig senere, at forsvarsspilleren har pådraget sig brud på nogle ribben.

Det første opgør mellem de to klubber spilles onsdag i München, og der er returkamp i Madrid 18. april.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx