30/03-15 19:19

Wozniacki får klø af Venus Williams for syvende gangWozniacki får klø af Venus Williams for syvende gang

Den danske tennisspiller var i perioder overmatchet, da hun tabte til meget svingende Venus Williams i Miami.

storybild

(Billede: Polfoto)

Caroline Wozniacki har det skidt med indbyrdes kampe mod Venus Williams.

Det blev endnu en gang tydeliggjort mandag i Miami, da den 34-årige amerikaner vandt for syvende gang af syv mulige over Wozniacki.

16.-seedede Venus Williams vandt 6-3, 7-6 i 1/8-finalen ved WTA-turneringen Miami Open i USA.

Trods de relativt tætte cifre var der i perioder klasseforskel, men efter et svagt første sæt fik den 24-årige dansker trods alt lidt oprejsning.

Ester tvinger Wozniacki ud i tre sæt i Miami
Ester tvinger Wozniacki ud i tre sæt i Miami

Statistikken for vinderslag var hele 43-7 i Venus Williams' favør, og så betød det lidt mindre, at amerikaneren lavede 37 uprovokerede fejl mod Wozniackis 17.

I kampens første seks partier var fjerdeseedede Caroline Wozniacki groft sagt kun med til at holde duellerne i gang, mens amerikaneren dikterede spillet med både sublime vinderslag og gigantiske fejl.

Det skulle vise sig at være retningsvisende for amerikanerens indsats i hele kampen.

Venus Williams indledte stærkt ved at bryde til 1-0, hvorefter amerikaneren forærede Caroline Wozniacki et rent servegennembrud ved at begå fire uprovokerede fejl på stribe.

Fejlene fortsatte i kampens efterfølgende partier, der også resulterede i servegennembrud.

Tennis-træner har godt råd til Caroline Wozniacki
Tennis-træner har godt råd til Caroline Wozniacki

Efter et rent Venus Williams-servegennembrud til 3-2 blev amerikaneren den første til at holde sin serv, da hun servede sig foran 4-2. Det skete også med et rent serveparti.

På dette tidspunkt af kampen havde Venus Williams lavet ni vinderslag og ni uprovokerede fejl, mens Caroline Wozniacki havde leveret tre uprovokerede fejl og ingen vinderslag.

Danskeren fik en kort opblomstring, da hun holdt sin serv til stillingen 3-4 og i det næste parti havde breakbold i Venus Williams' serv. Men det var en stakket frist.

Tilskuerne på det tyndt besatte tennisstadion i Miami måtte se den sidste spænding i første sæt fordufte, da Caroline Wozniacki høvlede bolden ud over baglinjen, så sættet gik til Venus Williams.

Caroline Wozniacki hævede sit niveau betragteligt fra begyndelsen af andet sæt, hvor hendes fightervilje holdt hende med frem til 2-2.

Og sandelig om ikke danskeren brød til 3-2 på en dobbeltfejl af Venus Williams.

Caroline Wozniacki havde succes med flere gange at lobbe bolden over den 1,85 meter høje amerikaner, som dog ikke var mere rystet, end at hun omgående brød tilbage til 3-3.

Stadig begik Venus Williams dog tilpas mange fejl til, at danskeren med sin enorme fight kunne bryde igen til 4-3, og foran 5-4 servede Wozniacki for sætsejren.

Så viste Venus Williams igen klasseforskellen, da hun brød rent tilbage til 5-5.

Kampen begyndte nu at ligne begyndelsen af første sæt, og Venus Williams' svingende spil fortsatte, mens publikum undrende så til.

Ved 5-5 og foran 40-0 i egen serv begik amerikaneren ikke færre end tre dobbeltfejl på stribe, og hun blev brudt til 5-6. Hvorefter hun med endnu et servegennembrud tvang andet sæt ud i tiebreak.

Wozniacki: Sådan hjalp Rory mig til at vinde
Wozniacki: Sådan hjalp Rory mig til at vinde

Her var Venus Williams aldeles suveræn og vandt 7-1.

Trods den store indsats i andet sæt må Caroline Wozniacki konstatere, at hun kun har vundet et enkelt sæt over Venus Williams i de syv kampe, som hun har tabt til amerikaneren.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx