07/08-17 14:04

Nadia Nadim fortæller om møde med Kronprinsen: 'Jeg elsker ham'Nadia Nadim fortæller om møde med Kronprinsen: 'Jeg elsker ham'

Nadia Nadim og resten af det danske landshold var tydeligt skuffede efter finalenederlaget til Holland. Mange af spillerne kastede sig grædende til jorden i fortvivlelse.

storybild

EM finale i Kvindefodbold, Holland vs. Danmark. Holdet sammen med Kronprins Frederik . (Billede: Jens Nørgaard Larsen)

Det var dog et plaster på såret, at den massive interesse for landsholdets EM-præstation også havde trukket royalt besøg i form af kronprins Frederik.

Kronprinsen havde bevæget sig ind på banen efter slutfløjt, hvor han fik en kort snak med nogle af spillerne og stillede op til et billede med holdet. En lille trøst for bl.a. Nadia Nadim, der også fik en kram af Kronprinsen.

»Det var super fedt. Jeg synes, han er super sej. Jeg elsker ham. Så den krammer var et ret stort øjeblik. Da kunne jeg ikke lade være med at smile, selvom jeg var ret ked af det,« sagde Nadia Nadim.

Kronprinsen ankom sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen før kampstart, hvor de kort gjorde sig overvejelser om den danske præstation og deres håb på en dansk sejr.

»Det er jo fantastisk. De har jo bestået til det helt store. Det er et fantastisk moment for os at kunne tage ned og hylde dem, uanset hvad resultatet bliver. Men det er klart, at vi skal have en sejr,« sagde kronprins Frederik før kampen.

En flink fyr

Sejren fik han, landsholdet og Danmark ikke, men at det danske kvindelandshold kunne trække royalt besøg af den kaliber, kan man bestemt være stolt af, mener Cecilie Sandvej.

»Det var fedt med besøg af Kronprinsen. Han er jo helt nede på jorden. Han var lige henne ved os alle sammen og sige 'god kamp', og så fik man en krammer. Han er en mega-flink fyr. Det er fedt, og det beviser, at det er okay, hvad vi har lavet her,« sagde Sandvej.

Da Nadia Nadim mødte pressen efter kampen, var det tydeligt, at hun havde være meget rørt over det, der kort forinden var blevet en realitet.

Hun prøvede at holde humøret højt med et: 'Hvad så gutter, har I det godt?', men det blev hurtigt erstattet af en ærlig og dybfølt skuffelse.

»Jeg er ret ked af det og skuffet lige nu. Jeg synes, vi spillede en okay kamp. Jeg tror, vi gjorde alt, hvad vi kunne, men det var bare ikke nok. Hollænderne var bare bedre i dag, især i anden halvleg. Da virkede de mere friske og mere skarpe. Selvfølgelig er det virkelig skuffende, at vi ikke formår at vinde guld. Jeg synes, vi har spillet en fin turnering, og det havde lige været klasse, hvis vi havde vundet. Men det gjorde vi ikke,« sagde Nadia Nadim.

'Haters' er blevet fans

Hun har flere gange brugt udtrykket 'haters' under slutrunden om de kritikere, som hun ikke mener kommer med nogen konstruktiv kritik.

Når skuffelsen på et tidspunkt har lagt sig, og hun ser tilbage på præstationen, vil hun især glæde sig over, at kvindelandsholdet har lukket munden på mange af dem.

»Selvfølgelig kan vi være stolte over vores præstation. Der var ingen, der regnde med at vi gik videre, ingen regnede med, at vi slog tyskerne. Vi har modbevist så mange, og så mange 'haters' er blevet vores fans. Det er jo meget godt. Men jeg ville ønske, vi kunne give guldet til Danmark og til os selv.«

Kan du lide artiklen? Følg os på Facebook og få mere af det gode fra BT Sporten

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx