23/09-17 07:29

Peter Kildemand kalder dødt løb i dansk wildcard-kampPeter Kildemand kalder dødt løb i dansk wildcard-kamp

Lørdag aften tager Peter Kildemand hul på slutspurten om at stråle før tildelingen af wildcards til VM-serien.

storybild

Peter Kildemand har nået tre grandprixsemifinaler i år, men der skal flere til, hvis han skal i betragtning til et wildcard, mener han. Scanpix/Claus Bech

Stockholm. Der er ingen danske kørere, som har kvalificeret sig til VM-serien i speedway i 2018, og derfor skal der et wildcard til for at sikre dansk deltagelse blandt seriens 15 faste kørere.

VM-arrangøren uddeler fire wildcards, og mindst et af dem forventes at gå til en dansker.

Men det er umuligt at spå om, hvilken dansker der bliver belønnet, mener Peter Kildemand, der lørdag aften kører VM-grandprixet i Stockholm.

- Der har ikke været nogen dansker, som har haft en forrygende sæson, så det er ret tæt blandt dem, som bør være i spil. Der er mange om buddet, og vi ved jo ikke, hvad der lige præcis vægtes.

- Jeg har nået tre semifinaler i VM-serien, og det kan ingen af de andre slå. Men Niels-Kristian Iversen har været godt kørende flere andre steder, og han er dansk mester.

- Hvis Nicki Pedersen kan køre, jamen så er han jo tidligere verdensmester, og der er også andre danskere, som har kørt stærkt i udlandet. Så det hele afhænger af, hvad der vægtes som det vigtigste i forhold til et wildcard, siger Peter Kildemand.

I princippet kan der uddeles to wildcards til danskere, men Peter Kildemand tvivler på så meget velvilje fra VM-arrangørens side.

- Det kan man da håbe for dansk speedways skyld, men det ser nok lidt sort ud, siger Kildemand.

Nicki Pedersen er færdig for resten af denne sæson, og i hans fravær er Peter Kildemand sikker på at køre sæsonens sidste tre VM-grandprixer.

Her skal han levere topresultater, hvis han for alvor skal tro på, at det er ham, som løber med et af de eftertragtede wildcards.

- Jeg skal i en finale, og gerne på podiet - ja, jeg skal vel egentlig i mere end én finale og vise, at jeg ikke bare popper op en enkelt gang, hvis jeg skal gøre mig en realistisk forhåbning om at få et wildcard gældende for næste år.

- Heldigvis har jeg meget mere at vinde, end jeg har at tabe, så jeg kan køre frisk til. Der skal tages nogle chancer, for det er nu, det gælder, siger Peter Kildemand.

Onsdag aften fik Kildemand en god optakt til grandprixet i Stockholm, da han vandt DM-guld sammen med Team Fjelsted.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx