28/10-17 18:38; Opdateret: 28/10-17 19:42

Boe og Mogensen er klar til ny French Open-finaleBoe og Mogensen er klar til ny French Open-finale

Mathias Boe og Carsten Mogensen kan søndag vinde French Open-titlen for fjerde gang sammen.

storybild

Paris. Den danske herredouble med Mathias Boe og Carsten Mogensen er endnu en gang klar til en finale på Superseries-niveau.

Lørdag vandt de deres semifinale i French Open i to sæt over kineserne He Jiting og Tan Qiang. Cifrene lød 21-18, 21-19.

Dermed kan den danske duo vinde French Open sammen for fjerde gang. Det gjorde de også i 2010, 2014 og 2016.

Efter en tæt start på første sæt kom danskerne på 15-12, og den føring satte de ikke over styr. De udnyttede den første sætbold med en smash fra Boe.

Kineserne kom bedre ud til andet sæt og bragte sig foran 8-4, men danskerne begyndte at spise sig ind på modstanderne og skabte fuld balance ved stillingen 14-14.

Parrene fulgtes derfra til 19-19, inden danskerne satte trumf på ved at vinde de to sidste bolde. Den sidste på kinesisk fejl.

I finalen venter nu Lee Jhe-Huei og Lee Yang fra Taiwan, der er seedet som nummer syv. De vandt en tæt semifinale over de femteseedede kinesere, Liu Cheng og Zhang Nan.

I mixeddouble tabte den nye danske konstellation med Mathias Christiansen og Christinna Pedersen til de topseedede kinesere, Zheng Siwei og Chen Qingchen med 20-22, 21-17, 15-21.

Danskerne tabte et tæt første sæt, efter de ellers havde afværget fire sætbolde fra stillingen 16-20.

I andet sæt tog danskerne teten fra start og kom på 6-2 og siden 11-6. Det forspring var de i stand til at fastholde, og de snuppede sættet på tredje sætbold.

Kineserne var dog klar fra starten af det tredje sæt, og de kunne bytte side med en føring på 11-7.

Derfra blev det aldrig spændende, og de kinesiske favoritter vandt relativt enkelt.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx