20/08-17 08:03

Sportschef før badminton-VM: Målsætningen er ambitiøsSportschef før badminton-VM: Målsætningen er ambitiøs

Danmark har gode medaljechancer i de fleste rækker ved det kommende badminton-VM i Skotland, mener sportschef.

storybild

København. Den første serv ved dette års VM i badminton bliver sendt over nettet mandag i den skotske by Glasgow.

Som sædvanlig er Danmark stærkt repræsenteret med flere spillere seedet i toppen af de forskellige rækker.

Sportschef i Badminton Danmark Jens Meibom tror da også på, at danskerne har flere gode kort på hånden.

- Vores styrke er, at vi ikke kun har et eller to gode bud, men har chancer i alle kategorier på nær damesingle, hvor vi ikke forventer, at vores unge piger spiller med om medaljerne, siger han.

Den officielle målsætning fra det danske badmintonforbund er tre medaljepoint.

Det kan enten opnås ved at vinde en guldmedalje, som forbundet tildeler tre medaljepoint, eller en kombination af sølv- og bronzemedaljer, som henholdsvis er to og et medaljepoint værd.

Lykkedes det ikke, lyder den såkaldt "acceptable" målsætning på dansk deltagelse i fire kvartfinaler.

- Det var en ambitiøs målsætning fra starten af, og det er ikke blevet nemmere i og med, at Jan Ø. Jørgensen ikke er med på grund af sin skade.

- Men vi har valgt at fastholde målsætningen og går efter tre medaljepoint, siger Jens Meibom.

Landstræner Kenneth Jonassen forholder sig primært til de officielle mål fra forbundet, men kigger også på spillernes konkrete præstationer.

- Som træner kommer jeg især til at kigge efter, hvordan vi reagerer i modgang, og om vi har udviklet os i forhold til de andre topspillere.

- Og så har jeg ikke lagt skjul på, at det ikke er sikkert, at alt går op i en højere enhed i VM-ugen, så for nogen vil det også være en lærerig proces, som man forhåbentlig kan bygge videre på i efteråret, siger han.

Kenneth Jonassen tror på, at Danmark kan vinde to medaljer ved det kommende VM, men har ikke specifikke bud på, hvem der har de bedste muligheder.

VM i badminton løber af stablen fra mandag 21. august til søndag 27. august i Emirates Arena i den skotske by Glasgow.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx