Af Ritzau - 07/03-17 13:22

Ekssprinter forlader IOC-kommission efter beskyldningerEkssprinter forlader IOC-kommission efter beskyldninger

Frankie Fredericks, der fire gange har vundet OL-sølv, afviser at have forbrudt sig mod IOC's etiske regler.

storybild

Frankie Fredericks bliver beskyldt for uretmæssigt at have modtaget penge. (Billede: Scanpix/Findlay Kember)

Den tidligere topsprinter Frankie Fredericks har trukket sig som leder af en kommission i Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Det skyldes, at han er blevet beskyldt for uretmæssigt at have taget imod penge.

49-årige Frankie Fredericks fra Namibia var chef for den kommission, der overvåger kandidaterne til at blive OL-vært i 2024.

Han bliver beskyldt for i 2009 uretmæssigt at have taget imod omkring 300.000 dollar, cirka 2,1 millioner kroner, i forbindelse med tildelingen af OL i 2016.

- Jeg ønsker ikke at være en distraktion fra denne store begivenhed, siger Frankie Fredericks ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den franske avis Le Monde kunne i sidste uge berette, at Frankie Fredericks havde modtaget penge fra selskabet Pamodzi Sports Consulting, der er ejet af Papa Massata Diack.

Han er sammen med sin far, den tidligere præsident for Det Internationale Atletik Forbund (IAAF) Lamine Diack, under anklage for at have modtaget mange millioner kroner for at dække over positive prøver fra dopede russiske atleter.

Mandag trak Frankie Fredericks sig fra en kommission i IAAF, der beskæftiger sig med netop doping i Rusland.

Han afviser at have gjort noget forkert.

- Jeg afviser kategorisk, at jeg direkte eller indirekte har været involveret i en urigtig opførsel.

- Jeg bekræfter, at jeg aldrig har brudt nogen lov, noget regulativ eller etisk kode i forhold til nogen valgproces i IOC, siger Frankie Fredericks.

Han var en af de absolutte topsprintere i 1990'erne. Både ved OL i 1992 og 1996 vandt han sølv på 100 meter og 200 meter.

Frankie Fredericks har dermed sørget for samtlige Namibias fire OL-medaljer i historien.

I 1993 blev han desuden verdensmester på 200 meter.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx