Af Ritzau - 04/06-17 17:57

AC Horsens redder superligalivet med sejr i HjørringAC Horsens redder superligalivet med sejr i Hjørring

Med en 3-1-sejr på udebane over Vendsyssel FF reddede AC Horsens sig endnu en sæson i Alka Superligaen.

storybild

AC Horsens-spiller Mikkel Jespersen (i sort trøje) lavede et forrygende mål, da AC Horsens sikrede sig endnu en sæson i Alka Superligaen. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

AC Horsens spiller også i Alka Superligaen i næste sæson.

Det står klart, efter holdet søndag eftermiddag på udebane slog Vendsyssel FF med 3-1 i et nervepirrende returopgør i holdenes playoffdyst om en superligabillet.

Bo Henriksens tropper gik ellers til pause bagud 0-1 og som aktuelle nedrykkere, men en langskudperle fra Mikkel Jespersen og to sene scoringer af Kjartan Finnbogason og Jonas Gemmer sikrede udeholdet endnu en sæson i Superligaen.

Omvendt må Vendsyssel FF sande, at nordjyderne trods en heroisk indsats over de to kampe må tage en endnu sæson i 1. division.

Det første opgør i Horsens endte 0-0 og var generelt en kamp præget af høj intensitet, men ikke med meget kvalitet i den offensive del af spillet.

Søndagens returopgør i Hjørring var en markant mere underholdende, åben og chancerig affære.

Hjemmeholdet Vendsyssel FF ramte blandt andet stolpen i starten af kampen, mens AC Horsens i flere omgange havde skudforsøg tæt under mål.

Det lignede dog længe en målløs første halvleg, men kort før pausefløjt bragte Vendsyssel sig foran 1-0 til stor jubel for størstedelen af de 4386 tilskuere.

Det var Vendsyssel-topscorer Thiago Leanco, der styrede bolden i mål efter fint forarbejde på kanten af den tidligere AaB-spiller Moses Opondo.

Dermed gik hjemmeholdet til pause med en stilling, der ville sende dem i Superligaen.

AC Horsens lagde fra anden halvlegs start et stort tryk mod Vendsyssels felt, og allerede efter få minutters spil kastede det mål af sig - og et meget smukt et af slagsen.

Det var udeholdets back Mikkel Jespersen, der med et formidabelt og elegant langskud krøllede bolden i krogen forbi en springende Jesper Christiansen i Vendsyssel-målet.

1-1-scoringen betød, at det nu var Horsens, der ville vinde det samlede opgør på reglen om udebanemål.

Scoringen virkede dog ikke umiddelbart til at ryste Vendsyssel, der jagtede den føring, som ville sende holdet med kurs mod Superligaen.

Til trods for et stort pres mod Horsens' mål i den sidste del af kampen lykkedes det dog ikke for hjemmeholdet at score. I stedet lukkede Kjartan Finnbogason og Jonas Gemmer kampen med få minutter tilbage.

3-1-resultatet betyder altså, at Erik Rasmussens mandskab må tage endnu et år i 1. division, mens AC Horsens kan ånde lettet op efter flere uger med drabelige kampe om at undgå degradering.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx