Af Ritzau - 18/01-17 06:30

Landstrænersnak skal puste nyt liv i Damgaards skudarmLandstrænersnak skal puste nyt liv i Damgaards skudarm

Michael Damgaard har svært ved at komme i gang ved VM, og nu tager Gudmundur Gudmundsson affære.

storybild

Michael Damgaard har brugt meget tid på udskiftningsbænken hidtil ved VM. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Håndbold-VM har indtil videre været en tam omgang for den normalt så eksplosive Michael Damgaard, der har haft svært ved at finde ind i spillet.

Blot to mål på syv forsøg er han noteret for i de første tre kampe, og landstræner Gudmundur Gudmundsson erkender da også, at Damgaard ikke har lignet den superjoker, der tidligere har været så værdifuld.

Det skal der nu laves om på.

- Vi tager en snak og taler tingene igennem. Jeg tror meget på Damgaard og er 100 procent sikker på, at han kommer i gang, siger landstræneren.

I kampen mod Sverige kom Magdeburg-skytten på banen fra anden halvlegs start, men fik kun lov til at spille lidt over et minut, inden turen gik tilbage til udskiftningsbænken.

To dårlige beslutninger var for meget for landstræneren i en periode, hvor det danske spil ikke fungerede.

- Det er vilkårene, og dem kender alle spillere. Han er mentalt stærk nok til at klare det.

- Han spiller på sin egen måde, og han har fantastiske kompetencer. Engang imellem er han bare nødt til at finde en balance i sit spil.

- Men vi har tidligere fået meget ud af ham i slutrunderne, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle ændre sig denne gang, siger Gudmundsson.

Ser man bort fra den endnu ubenyttede VM-debutant Niclas Kirkeløkke, er Michael Damgaard den spiller i den danske trup, der har været kortest tid på banen.

Kun godt 21 minutter er det blevet til sammenlagt i de tre kampe mod Argentina, Egypten og Sverige.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx