Af Ritzau - 21/03-17 16:24

Elfenbenskysten hyrer belgier efter Africa Cup-fiaskoElfenbenskysten hyrer belgier efter Africa Cup-fiasko

Marc Wilmots, der sidste år blev fyret som Belgiens landstræner, overtager Elfenbenskystens landshold.

storybild

Marc Wilmots har fundet et nyt landshold at træne, efter at han sidste år blev fyret hos Belgien. (Billede: Reuters/Pascal Rossignol)

Marc Wilmots bliver cheftræner for Elfenbenskystens fodboldlandshold.

Det meddeler Det Ivorianske Fodboldforbund tirsdag på sin hjemmeside.

Belgieren var senest landstræner for sit hjemland, men han blev fyret efter EM-slutrunden sidste år.

Udnævnelsen sker, to måneder efter at Elfenbenskysten rendte ind i en decideret fiasko ved Africa Cup of Nations i Gabon.

Her mødte Elfenbenskysten frem som regerende mester, men holdet opnåede kun to point i tre kampe og blev slået ud efter det indledende gruppespil.

Fiaskoen fik Michel Dussuyer til at trække sig som landstræner.

48-årige Marc Wilmots havde en succesrig karriere som spiller, hvor han blandt andet huskes fra sin tid hos tyske Schalke 04 og på det belgiske landshold.

I 2012 blev han udnævnt som landstræner for Belgien, som han to år senere førte frem til en kvartfinale ved VM i Brasilien.

Sidste år nåede Belgien også frem til kvartfinalen ved EM i Frankrig.

Det skuffende 1-3-nederlag til Wales i kvartfinalen var stærkt medvirkende til at få Marc Wilmots fyret.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx