Af Steffen Gronemann - 07/04-18 13:17

Folk er helt paffe over tv-udsendelse: 'Hvordan kan Peter Schmeichel få sig selv til det her?' Folk er helt paffe over tv-udsendelse: 'Hvordan kan Peter Schmeichel få sig selv til det her?'

Peter Schmeichel er blevet ramt af en shitstorm, men nu kommer russerne det danske målmandsikon til undsætning.

storybild

(Billede: JEAN-CHRISTOPHE BOTT)

Shitstormen mod Schmeichel er opstået i kølvandet på en tv-udsendelse, som handler om det kommende VM i Rusland - hvor den danske målmandslegende er vært. Udsendelsen er vist på den russiske tv-kanal RT, som er finansieret af Vladimir Putins styre.

»Hvordan kan Peter Schmeichel få sig selv til det her? Reklamesøjle for Putins propagandakanal RT. Er der ingen nedre grænse for, hvad folk vil gøre for penge?« lyder det eksempelvis på Twitter fra Rasmus Jarlov, folketingsmedlem for De Konservative.

Under og op til sommerens VM i Rusland er Peter Schmeichel hyret til at rapportere om og fra værtsnationen i forbindelse med det store fodboldshow til RTs seere.

Tidligere i denne uge kom første afsnit af 'The Peter Schmeichel Football Show', som programmet hedder, og som kan ses på YouTube - og herunder. Det er et fem minutter langt indslag, hvor eks-Manchester United-stjernen veloplagt viser rundt i værtsbyen Nísjnij Nóvgorodi i en moderne tv-produktion.

Kritikken af Schmeichels rolle har flere danske medier taget op. For eksempel Information. Men nu forsvarer Den Russiske Ambassade i København indslaget på RT og Peter Schmeichels rolle heri i en række tweets:

»Det er besynderligt at opleve danske medier bruge de mest odiøse og dubiøse Ruslands-'eksperter', inklusiv når det gælder dækningnen af VM. Vi er overraskede over termen 'kontroversiel' om programmet med den store danske fodboldspiller Peter Schmeichel,« lyder det fra ambassaden, som tweeter videre:

»Sport er per definition ikke en del af politik. Peter Schmeichel arbejder ikke for Putin, men for fodbolden. Lad være med at forgifte fodbolden.«

Ruslands-ekspert Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut For Internationale Studier, er en af de eksperter, som har udtalt sig kritisk om RT.

Han beskriver den store tv-station, som tidligere hed Russia Today, som en kanal, der er sat i verden af den russiske stat med en særlig pro-russisk vinkling af aktuelle historier.

»Det, der er kontroversielt ved dem, er, at de er kendt for disinformation, fabrikerede historier, men også i stigende grad og på sofistikeret vis tendentiøs journalistik, hvor ting forties og fordrejes. De beskriver sig selv som et forsvarsministerium. Det er et forsøg på at komme ud mere globalt med nogle pro-russiske synspunkter,« siger han til BT.

Om Schmeichels rolle som RT-vært før og under VM, siger han:

»I virkeligheden er det harmløst. Han fortæller noget positivt om VM i Rusland og har ja-hatten på. Men han er hyret for at få de positive russiske budskaber bredere ud qua sit store brand, og han skal give kanalen legitimitet. Det bliver først alvorligt, hvis han fortier ting, hvis der nu opstår kritiske historier under VM.«

Den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, har tidligere beskyldt mediet RT for at have forsøgt at få indflydelse på det amerikanske valg. Det samme har den franske præsident Emmanuel Macron gjort – endda til et delt pressemøde med Vladimir Putin.

I 'The Peter Schmeichel Show' er konceptet, at Peter Schmeichel skal besøge de 11 værtsbyer til det kommende VM. I første udsendelse besøger den danske målmandslegende værtsbyen Nísjnij Nóvgorod.

Indslaget er dyrt produceret, moderne klippet og med frisk baggrundsmusik. Her tager Schmeichel seerne med til tre vigtige steder i den russiske millionby, som skal huse seks kampe under sommerens VM – blandt andet braget mellem Argentina og Kroatien og en kvartfinale.

Først besøger han den gigantisk bilfabrik GAZ, hvor han veloplagt fortæller om produktionsfaciliteterne på den gamle fabrik, som er blevet moderniseret efter at være blevet sønderbombet under anden verdenskrig.

Happy Monday! #ThePeterSchmeichelShow #WorldCup2018 #Kazan

Et opslag delt af The Peter Schmeichel Show (@thepeterschmeichelshow) den

Siden kører eks-målmanden rundt i den russiske natur i en enorm russisk Ural-lastbil fra GAZ-fabrikken, hvorefter turen går forbi et kunstmuseum og et museum for de klassiske russiske Matryoshka-dukker.

»Jeg har sagt ja til RT, fordi vi ikke bare vil udforske værtslandet for VM 2018, men vi vil også vise fodbolden på en måde, som ingen anden tv-station vil - en kombination af glæde, angst, komedie, drama, politik og historier fra den virkelige verden,« skrev Peter Schmeichel i en pressemeddelelse fra RT, da samarbejdet blev offentliggjort før jul.

Peter Schmeichel er ikke det eneste fodboldkoryfæ, som RT har allieret sig med til sommerens VM. Også Den tidligere columbianske landsholdslegende Carlos Valderrama, og Manchester United-manager José Mourinho bliver en del af kanalens VM-hold. Også den tidligere Liverpool-stjerne Stan Collymor har et fodboldshow på RT.

Virakken omkring Peter Schmeichels medvirken i RT's VM-dækning kommer i en tid, hvor regeringen overvejer, om Danmark skal følge Storbritanniens beslutning og lade ministre og kongelige blive væk fra sommerens VM i Rusland i protest mod giftangrebet på den russiske eks-spion Sergej Skripal og hans datter på britisk jord.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

47 Fakta-butikker dømt til at lukke:...
bt.dk
Advarer mod aggressiv og smitsom...
bt.dk
’Ellie Goulding vækker de vildeste...
bt.dk
Lastbilchauffør død efter fald
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx