Af Ritzau - 03/07-17 17:40; Opdateret: 03/07-17 18:02

Peter Sagan vinder efter hård afslutning i TourenPeter Sagan vinder efter hård afslutning i Touren

Efter en rolig etape sluttede 3. etape i Touren med en stigning, hvor Peter Sagan var stærkest.

storybild

Verdensmester Peter Sagan var hurtigst på 3. etape i Tour de France. (Billede: Scanpix/Jeff Pachoud)

Peter Sagan viste på ny sin evne til at placere sig rigtigt i opløbet af et cykelløb, da han mandag vandt 3. etape af Tour de France.

Bora-rytteren var hurtigst i afslutningen, som var en kategori 3-stigning, en af i alt fem stigninger på etapen.

Her sad også danske Jakob Fuglsang (Astana) godt med fremme og sluttede på en syvendeplads lige foran de to Sky-stjerner Geraint Thomas og Chris Froome.

Etapen på 212,5 kilometer blev kørt i ikke færre end tre lande, Belgien, Luxembourg og Frankrig, med start i Verviers i Belgien og målstreg i Longwy i Frankrig.

Mandagens etape var ikke synderligt begivenhedsrig før afslutningen, men den kom som forventet til at indeholde udbrud.

Med cirka ti kilometer til mål blev den sidste udbryder, Lilian Calmejane (Direct Énergie) fra Frankrig, indhentet af feltet.

Få kilometer fra mål blev der sat tempo blandt de forreste, og australske Richie Porte (BMC) forsøgte at køre fra de øvrige.

Til sidst blev det ikke uventet verdensmesteren i linjeløb på landevej, Peter Sagan fra Slovakiet, der var stærkest i spurten.

Sagan trådte ellers ud af pedalen på opløbsstrækningen og mistede momentum, men det afholdt ikke superstjernen fra at hente sin ottende etapesejr i Tour-sammenhæng.

Michael Matthews (Sunweb) pressede Sagan til det yderste, men australieren fik lige akkurat sat sit angreb for sent ind. Dan Martin (Quick-Step) blev nummer tre.

I det samlede regnskab er der ingen forandring allerøverst, hvor Geraint Thomas stadig troner. Til gengæld er der blevet rørt godt rundt i gryden på de næste pladser.

Chris Froome rykker op som nummer to, mens Michael Matthews avancerer til tredjepladsen. Peter Sagan er nummer fire.

Tirsdag venter en flad etape på 207,5 kilometer med opløb i drikkevandsbyen Vittel.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx