Af Ritzau - 22/04-17 18:35

Skandaleramt tennislegende smidt væk fra Fed Cup-kampSkandaleramt tennislegende smidt væk fra Fed Cup-kamp

Rumæneren Ilie Nastase er kommet i uføre for både racisme og mandschauvinisme i tennisverdenen.

storybild

Den tidligere rumænske tennisstjerne Ilie Nastase, som i dag er kaptajn for landets Fed Cup-hold, er kommet i gevaldigt uvejr i tennisverdenen. (Billede: Reuters/Inquam Photos)

Den tidligere verdensetter i tennis Ilie Nastase tog lørdag en hovedrolle i tennisverdenen af to omgange - begge gange i den voldsomt negative ende af skalaen.

Den 70-årige rumæner, som i dag er kaptajn for Rumæniens kvindelige tennislandshold, risikerer karantæne, efter at Det Internationale Tennisforbund (ITF) har åbnet en racismesag mod ham.

På fredagens pressekonference inden Rumæniens Fed Cup-kamp mod Storbritannien blev Nastase citeret for at sige følgende om tennisstjernen Serena Williams' graviditet:

- Lad os se, hvilken farve det (barnet) får. Chokolade med mælk?

Den bemærkning om hudfarve er faldet mange for brystet, og ITF vil nu se nærmere på sagen.

- ITF tolererer ikke diskrimination og stødende sprog og opførsel af nogen slags, siger en ITF-talsmand ifølge BBC om sagen.

Og som om det ikke var nok for Nastase, så lavede han endnu en skandale under Fed Cup-kampen mod Storbritannien lørdag.

Her blev den 70-årige holdkaptajn bortvist af dommeren, efter at han var kommet med nedsættende kommentarer til Storbritanniens kaptajn Anna Keovathong, der tilmed også er gravid.

Det var under kampen mellem Johanna Konta og Sorana Cirstea, at Nastases verbale udskejelser blev for meget for dommeren.

ITF meddelte efter den opførsel, at Nastases akkreditering til Fed Cup-turneringen er inddraget, så han ikke kan deltage mere.

Blandt andet skulle Nastase have kaldt Keovathong og Konta for "fucking bitches" samt spurgt efter førstnævntes værelsesnummer ved en pressekonference.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx