06/08-17 16:59; Opdateret: 06/08-17 18:14

Norsk favorit vinder EM-cykling efter tæt massespurtNorsk favorit vinder EM-cykling efter tæt massespurt

Alexander Kristoff vandt herreelitens linjeløb foran italienske Elia Viviani og Moreno Hofland fra Holland.

storybild

Herning. Forhåndsfavoritten Alexander Kristoff snuppede sejren ved EM, da herreelitens linjeløb søndag eftermiddag blev kørt i regn og rusk ved Herning.

Italienske Elia Viviani og hollandske Moreno Hofland blev henholdsvis nummer to og tre.

Spurten blev så tæt, at nordmanden på målstregen ikke var sikker på, at den var i hus. Først efter fotovognen var konsulteret, kunne speakeren ved messecentret i Herning udråbe sejren til Kristoff.

Den danske sprinter Magnus Cort formåede slet ikke at blande sig i afgørelsen, og han kørte dybt skuffet over målstregen lidt efter.

De danske ryttere fandt aldrig hinanden i en hektisk finale, hvor flere af danskerne styrtede.

Søndagens rute var en rundstrækning ved Herning på omkring 20 kilometer, som blev tilbagelagt i alt 12 gange.

Løbet fik en relativt rolig begyndelse, inden der mod de sidste omgange blev åbnet mere op for angrebslysten med adskillige angreb.

Det mest dramatiske moment var er par omgange, da Viviani blev fanget i en forfølgergruppe. Belgierne satte turbo på feltet, og det kostede adskillige kilometer og mange italienske kræfter, før Sky-rytteren var tilbage i feltet.

Men det var ikke kun italienerne der ville have en massespurt, og det var derfor svært for nogen at skabe afgørende afstand.

En gruppe med ti mand slap afsted mod slutningen, men blandt andet takket være en stor dansk indsats, lykkedes det at indhente udbruddet.

Herefter var det dog den norske stjerne Edvald Boasson Hagen, der slap afsted sammen med belgiske Jens Keukeleire og Nikolaj Trusov.

Trioen fik et godt hul, og til slut kørte Hagen alene væk. Han blev hentet blot 300 meter fra mål.

Dermed skulle det afgøres i en massespurt, og her var Kristoff lige nøjagtigt hurtigere end Elia Viviani.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx